Efter adskillige stormvarsler fra DMI: Nu risikerer 1700 husstande længerevarende strømafbrydelse

Kamille Isaksen

57 uger siden

|

20/10/2023
Stormen kan få flere konsekvenser for danskerne.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Den forhøjede vandstand vil også påvirke elnettet i Trekantområdet. TREFOR El-net forventer en række præventive strømafbrydelser i områder omkring Skærbæk Havn, Kolding Fjord og kysterne syd for fjorden. Borgere bør forberede sig på strømafbrydelser, der varer mange timer, og nogle steder dage.

”Vi har varslet kunder i de udsatte områder langs kysten om, at vi forbereder os på at afbryde strømmen præventivt. Hvis DMI’s prognoser holder stik, så vil vi være nødt til at afbryde strømmen i nogle områder, og lige nu vurderer vi, det vil ende med mellem 900 og 1700 afbrudte husstande og virksomheder”, siger Per Sørensen, elforsyningsdirektør i TREFOR El-net.

Det er områderne omkring Skærbæk Havn, Kolding Havn, Gl. Strandvej og Fjordvej, Gammel Ålbo Camping, Grønninghoved Strand, Binderup Strand og Bjert Strand, som er særligt udsatte i forhold til strømafbrydelser. Men risikoen er der på hele kyststrækningen fra Fredericia til Hejlsminde.    

Er strømmen blevet afbrudt, må man dog væbne sig med tålmodighed.

Det skriver TREFOR i en pressemeddelelse

”Først når vandet trækker sig tilbage, kan vi begynde arbejdet med at genetablere strømmen. Vandet skal ud af anlæggene, som også skal renses og tørres, inden vi kan tilkoble afbrudte anlæg – og så skal installationerne i de enkelte husstande også være klar igen. Det betyder mange timer uden strøm, og for nogle kan der i værste fald være tale om flere dage,” siger Per Sørensen.

TREFOR El-nets forsyningsområde vil være påvirket af vandet fra nu af og frem til vandet er væk igen. Derefter har TREFOR El-net en større opgave i at få rengjort alle oversvømmede anlæg og få udskiftet eventuelle ødelagte anlæg. Vandstanden ventes at toppe natten til lørdag mellem kl. 00 kl. 04.

Sikkerhed frem for alt

Aktive kabelskabe og transformere skal ikke i kontakt med havvand, og derfor arbejder TREFOR El-net på at sikre så mange anlæg som muligt i de udsatte områder.  

”Vi forsøger så vidt muligt at beskytte udsatte transformerstationer med bigbags med sand og pumper til at holde vandet væk fra de eltekniske anlæg, men vi kan ikke garantere, at det er nok til at holde vandet ude. Og der vil også være anlæg, vi ikke kan få beskyttet. Kommer vandet for tæt på et anlæg, så afbryder vi strømmen”, siger Per Sørensen.

Borgere i de kystnære områder kan risikere, at de mister strømmen, selvom deres ejendom ikke er påvirket af selve vandet. Det sker, hvis ejendommen er tilknyttet et af TREFOR El-nets anlæg, der må afbrydes.

”Vi kommer til at afbryde strømmen præventivt, fordi strøm og havvand er en uheldig kombination. Det handler grundlæggende om, at vi sikrer vores anlæg og undgår at anlæggene tager skade og bliver ødelagt af kortslutninger. Hvis anlæggene tager skade, vil genetablering tage meget længere tid, forklarer Per Sørensen.

trefor.dk kan du følge udviklingen og se, hvor elforsyningen er påvirket, ligesom TREFOR El-net løbende orienterer via det sociale medie X under profilen ”TREFOR Driftovervågning”.