Dronning Margrethe faldt onsdag aften på Fredensborg Slot. Faldet var så slemt, at hun nu befinder sig på Rigshospitalet.
Det oplyste Lene Balleby fra kongehuset skriftligt til Ritzau ifølge Ekstra Bladet torsdag formiddag.
Hun lagde ikke skjul på, at dronningen efter omstændighederne havde det godt, men at hun foreløbigt er indlagt til observation:
"Dronning Margrethe blev i går aftes kørt til Rigshospitalet efter at være faldet på Fredensborg Slot. Dronningen har det efter omstændighederne godt, men er foreløbigt indlagt til observation", siger hun.
Herefter blev det sparsomt med detaljer fra kongehuset - i hvert fald indtil nu.
Kongehuset har nemlig afsløret, at dronningen fortsat er indlagt, men har det stadig godt efter omstændighederne.
Det kunne kong Frederik dog allerede fortælle i går, da han satte nogle ord på sin mors uheld.
Torsdag fortalte han nemlig, at han endnu ikke har haft mulighed for at besøge hende, men han har været i kontakt med hende via telefon og kunne forsikre om, at dronningen har det godt og modtager den bedst mulige behandling:
"Jeg har ikke haft mulighed endnu for at besøge hende, men jeg har talt med hende, og hun har det godt, og jeg er meget tryg ved hendes behandling på Rigshospitalet", lyder det fra kong Frederik, der samtidig takkede for de mange venlige tanker og hilsener, familien har modtaget.
Mulighed for at se hende får han heller ikke hele weekenden.
Kong Frederik er nemlig rejst ud af landet.
Det bekræfter kongehuset over for Ekstra Bladet.
Kongen er taget på et privat ophold i udlandet hen over weekenden. Hvor han præcist er rejst hen, er dog endnu uvist.
I mellemtiden har dronning Mary overtaget ansvaret som rigsforstander, hvilket fremgår af den officielle kongelige kalender fredag formiddag. Det betyder, at hun midlertidigt varetager de officielle opgaver, mens kong Frederik er rejst.
Vi her på redaktionen ønsker dronning Margrethe god bedring.