DMI advarer: Her ventes vandstanden at stige markant

Nicolai Busekist

148 uger siden

|

17/02/2022
Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Stormen Nora har kurs mod Danmark, hvilket forventes at ville resultere i en voldsomt stigende vandstand.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Fredag ventes et nyt stormlavtryk at tage en bane fra De Britiske Øer mod øst, hvorfor lavtrykket vil passere Danmark. DMI forventer, at det passerer centralt hen over landet natten til lørdag.

Lavtrykket er først begyndt at udvikle sig i løbet af torsdag eftermiddag, cirka 3.000 kilometer sydvest for Danmark, hvorfor den præcise bane og udvikling endnu lidt usikker, oplyser DMI.

Stormen, der har kurs mod Danmark, har fået navnet Nora. Det forventes, at den vil give storm over den sydlige og sydvestlige del af landet samt på Bornholm sent fredag aften og natten til lørdag.

Når vinden rammer Danmark, vil den komme fra sydvest og vest med middelvind på 20 til 27 m/s. Derudover vil Nora føre vindstød af orkanstyrke på mellem 32 og 37 m/s med sig.

Lavtrykket begynder på et tidspunkt at passere ind over Midt- og Nordjylland, hvor vinden vil aftage en overgang. Efterfølgende vil passagen dreje til nordvest, hvor lavtrykket igen vil tiltage.

Desuden har DMI udsendt et varsel om forhøjet vandstand for Vadehavet, der allerede gælder fra torsdag. I løbet af eftermiddagen og tidlig aften ventes der, at vandstanden vil stige til mellem 2,40 og 2,70 meter over DVR90 (Dansk Vertikal Reference).

Natten til lørdag, hvor stormen Nora ventes at rase i Danmark, er der ligeledes et varsel om forhøjet vandstand, som gælder for Vadehavet.

Her ventes der dog en større stigning i vandstanden, lyder det fra vagthavende meteorolog hos DMI, Anja Bodholdt.

Natten til lørdag ventes vandstanden i Vadehavet nemlig at stige til op mellem 3,30 og 3,70 meter over DVR90 (Dansk Vertikal Reference). Stigningen vil forekomme mellem midnat og lørdag morgen kl. 07.