Det skriver Søndagsavisen.
Stigende råvarepriser sætter producenterne under pres, og det rammer blandt andet Odense Marcipan.
- Sidste år kostede 400 gram marcipan 40 kroner som kampagnepris op mod jul. I år bliver prisen omkring 45 kroner, siger Søren Egesborg, der er salgsdirektør hos Odense Marcipan, til Søndagsavisen.
Nougatelskere kan forberede sig på at betale to-tre kroner mere for en pakke. Prisstigningerne skyldes blandt andet dårligt vejr. En knastør sommer i Californien, som er en verdens største mandelproducenter, har sendt prisen på verdensmarkedet op på det højeste niveau i ni år, mens hasselnøddepriserne er blevet sendt i vejret, fordi Tyrkiet blev ramt af omfattende frostvejr i foråret på et kritisk tidspunkt, hvor hasselnøddebuskene blomstrede.
Frosten i Tyrkiet rammer særligt hårdt, fordi landet står for cirka 70 procent af verdens hasselnødproduktion.
- Produktionen i år er faldet med 35 procent på grund af frosten. Det har resulteret i kraftige prisstigninger, som både påvirker chokoladeindustrien, morgenmadsproducenter, bagere og mange flere, forklarer Thina Saltvedt, råvareanalytiker i Nordea Markets.
Også priserne på chokolade er på vej i vejret. Frellsens Chokolade, som har 40 butikker over hele landet, har allerede hævet priserne på flere produkter, mens Sv. Michelsen Chokolade afventer situationen til efter jul.
- De seneste fem år er efterspørgslen på chokolade øget med næsten 30 procent i Asien. Det sætter efterspørgslen på kakaobønner under pres, forklarer råvareanalytiker, Thina Saltvedt.