Disse danskere skyller millioner af kroner ud i toilettet hvert år: "Du tror, det er løgn"

Emil Martesen

10 uger siden

|

10/10/2024
Nyheder
Foto: Shutterstock
En lang række danskere skyller millioner af kroner ud i toilettet hvert år.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

”Du tror, det er løgn, hvad folk smider i toilettet".

Sådan lyder det i en ny kampagne fra BlueKolding.

Selskabet har ansvaret for de 2200 kilometer kloakrør, der ligger under Kolding Kommune og for rensningen af de flere end 15 milliarder liter spildevand, der hvert år løber gennem dem.

Kampagnen skal sætte fokus på de tonsvis af vatrondeller, hår og andet affald, der hvert år skaber store problemer i netop kloakkerne og på renseanlæggene.

Sådan lyder meldingen i en pressemeddelelse, som Dagens.dk har fået tilsendt.

”Kloaksystemet kan ikke håndtere ting, der ikke bliver opløst i vand. Det vil sige, at det kun er det, der kommer ud af dig, og så selvfølgelig toiletpapir, der hører hjemme i toilettet. Alt andet skal i skraldespanden", understreger bestyrelsesformand for BlueKolding, Tobias Jørgensen. 

Når affald som hygiejnebind og vådservietter bliver skyllet ud i toilettet, kan det nemlig sætte sig fast i de mange pumper i kloakkerne, der skal sørge for, at spildevandet bliver pumpet ud til et af BlueKoldings fem renseanlæg. Derfor er det vigtigt, at de altid virker.

”Vand finder altid en vej, og hvis det ikke kan blive pumpet videre, løbet det enten bagud i systemet og ind i husene eller ovenud af kloakkerne. Derfor er vi nødt til at sende mandskab ud for at rense eller reparere de pumper, som enten bliver stoppet eller helt ødelagt af affald", forklarer Tobias Jørgensen.

Kunderne kan hjælpe

Det gør BlueKolding hundredvis af gange om året, og det koster. Et forsigtigt skøn baseret på det arbejde, der bliver brugt på at tømme pumper og kloakker for affald, lyder på mindst 3 millioner kroner om året.

Det inkluderer også bortskaffelse af de mere end 100 ton affald, der hvert år når gennem kloakkerne til BlueKoldings for-renseanlæg i Kolding Åpark.

”3 millioner kroner er rigtig mange penge, som vi gerne ville bruge til noget mere nyttigt end at tømme kloakkerne for affald", siger kommunikationschef hos BlueKolding, Tue Knudsen, som forklaring på, hvorfor det giver mening for selskabet at lave en kampagne, der sætter fokus på problemet.

Han henviser blandt andet til BlueKoldings arbejde for at klimasikre Kolding og for at rense og udnytte ressourcerne i spildevandet.

”Det er jo kundernes penge, og dem vil vi gerne bruge på at gøre mest mulig gavn. Derfor håber vi også, at kunderne vil hjælpe os ved ikke at bruge toilettet som skraldespand".