En ikke ubetydelig del af ens tidlige ungdom gik på at drømme om voksenlivets muligheder.
Forestillinger om den dag, hvor man var stor nok til at komme ind på natklubber.
Badet i diskotekslysets dragende farver ville man føre sig frem i en futuristisk bar, og resten af klubben ville stoppe op og glo, når man indtog dansegulvet med de spjættende ben, der ufrivilligt gik rundt i børnehøjde. Disse drømme...
Virkeligheden ville det anderledes, og i kortvarige pauser fra voksenlivets sure pligter stopper man nu op og drømmer sig tilbage til de sorgløse dage på legepladsen.
I den engelske storby Birmingham er der nu mulighed for at kombinere de bedste ting fra barndommen og voksenlivet.
Hvem har aldrig drømt om at forsvinde i et hav af plastikbolde med masser af alkoholrige procenter i blodet? Seriøst.
Læs også: Sexmuseum åbner attraktion for bryst-glade voksne
I weekenden var det muligt, da natklubben Regression Sessions slog sine barnlige døre op til den festglade britiske ungdom.
For omkring 100 kroner fik diskoteksgæsterne adgang til hoppeborge, et kæmpe legerum og en lounge skabt af legoklodser.
Det er engelske metro, der skriver, at børnediskoteket for en stund var tilbage i de voksnes rækker.
Og ingen forældre kom og spolerede festlighederne – festen stoppede først klokken seks om morgenen.
- Vores mål er at få din psyke tilbage til en tid, hvor alt var mere enkelt og let, siger en af arrangørerne.
Det er uvist, om der også var ballondans på festprogrammet.