Direktør blev afpresset - får nu fire års løn

Redaktionen

430 uger siden

|

16/08/2016

Dagens topnyheder

En direktør, der var offer for afpresning, skal nu have erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i fire år.

Højesteret har tirsdag givet manden medhold i en sag mod Erstatningsnævnet.

Manden var direktør i et anpartsselskab, som solgte brugte biler. Men en dag i september 2005 blev han overfaldet og udsat for afpresning.

Både han selv og familien blev truet. De besluttede at gå under jorden og flyttede til en anden kommune. I en periode levede de under politibeskyttelse.

Sagen fik alvorlige konsekvenser. Blandt andet kom han til at lide af depression, og ifølge en speciallæge var der tale om en posttraumatisk belastningsreaktion.

I næsten fire år efter forbrydelsen var direktøren uden arbejde, før han i 2009 blev tilkendt førtidspension. Myndighederne har fastsat hans tab af erhvervsevne til 80 procent.

Imidlertid har Erstatningsnævnet afvist at give manden erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Denne uenighed har ført til en retssag, som har været behandlet tre gange. Først af Retten i Aarhus, dernæst af Vestre Landsret og til sidst af Højesteret.

I landets øverste retsinstans fastslår de fem dommere, at han ville have været i beskæftigelse, hvis det ikke havde været for afpresningen.

Han har krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i næsten fire år, og derfor skal Erstatningsnævnet behandle sagen igen, lyder det.

Kort efter afpresningen standsede bilfirmaet betalingerne og gik derefter konkurs.

Dette forløb har Erstatningsnævnet brugt som begrundelse til at sige nej til erstatning.

Nævnet har savnet bevis for, at han ville have haft et arbejde og en indkomst, hvis ikke forbrydelsen var sket.

Dommerne har en anden vurdering end nævnet. Hele livet frem til afpresningen har manden haft arbejde, noterer de.

Dog er det ikke sikkert, at direktøren ville have haft samme årsløn i de fire år, skriver Højesteret. Derfor skal erstatningen opgøres på baggrund af et skøn.

/ritzau/