Danske politikere er ikke sene til at kommentere, at flere end 200 flygtninge og migranter søndag er kommet til Danmark fra Tyskland. Den største gruppe er ankommet med færge til Rødby, mens andre er kommet til Padborg og Odense.
Integrationsminister Inger Støjberg (V) siger, at når økonomiske migranter sendes retur, kan det være med til, at færre søger mod Danmark.
- Hvis nogen ikke kan opnå asyl i Danmark, så skal de hurtigt sendes retur fra Danmark. Det er noget af det, der er med til at bremse strømmen til Danmark.
- Det er afgørende, at vi får skilt flygtninge og migranter ad. Migranter skal sendes tilbage, siger hun til TV2 News.
Dansk Folkeparti var hurtigt ude med en kommentar om, at det kun kan gå for langsomt med at få indført grænsekontrol i Danmark. Men integrationsministeren siger, at det er meget svært i forhold til Schengen-reglerne.
Men Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, vil have indført grænsekontrol med det samme.
- Nu må regeringen træde i karakter. Schengen-samarbejdet er brudt sammen. Med den frie bevægelighed får de migranter, der strømmer ind i Europa i disse uger, uhindret adgang, også til Danmark.
- Derfor skal der indføres grænsekontrol nu. Kald det midlertidigt eller permanent - bare det sker, skriver Thulesen Dahl på Facebook.
Ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi ankom omkring 170 flygtninge først på aftenen til Rødby fordelt i to grupper. Senere ankom en tredje gruppe ifølge TV2 News.
Mens de først ankomne blev modtaget med mad og drikke på Rødby Station, stak en del af dem fra anden gruppe af - ifølge politiet fordi "store dele" ikke ønskede asyl i Danmark.
Sidst på aftenen siger politiet til TV2 News, at der "er ved at være overblik" og at de fleste - også dem, der stak af - er ved at være registreret.
Ifølge TV2's journalist på stedet havde de købt billet til Sverige. Men de stak af, da det gik op for dem, at de kunne risikere at blive sendt tilbage.
SF mener ikke, at grænsebomme havde gjort en forskel i den konkrete sag.
- Det nytter ikke noget at plastre grænserne til med rød/hvide bomme. De virker ikke, og menneskesmuglerne finder altid en anden vej. Vi er omgivet af hav.
- Men det giver god mening at styrke det europæiske politisamarbejde og give flere midler til ekstra politimandskab ved de danske grænser. Til mere intelligent grænsekontrol, skriver SF's Jacob Mark på Facebook.
De Radikales leder, Morten Østergaard, er også imod at genindføre grænsebomme i Danmark.
- Flygtninge i Rødby skal jo modtages som alle andre. Forstår, at Thulesen-Dahl vil have en grænsebom - det bliver der ikke færre flygtninge af, skriver han på Twitter.
Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper, fokuserer mindre på grænserne.
- Hvis jeg var i Rødby i aften, ville jeg råbe "velkommen" så højt, jeg kan. Kom så. I DK passer vi på hinanden, også mennesker på flugt, skriver hun på Twitter.
Det har søndag aften ikke været muligt at få fat på ordførere fra Venstre og Socialdemokraterne for at få uddybet yderligere.
/ritzau/