Både Dansk Folkeparti og De Konservative mener, at Danmark skal gøre væsentligt mere for at standse den voksende strøm af unge danske muslimer, som ifølge PET rejser til Syrien for at kæmpe mod Assad-regimet - ofte sammen med antivestlige, islamistiske oprørsgrupper.
- Vi skal have stoppet, at danske unge tager til Syrien for at føre krig. Unge helt ned til 16 år tager af sted. Det er rystende, siger den konservative retsordfører, Tom Behnke til Information.
Selv om over 100 danskere er draget i krig, er der i øjeblikket - ifølge Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet - ingen retssager på vej.
Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, mener blandt andet, at Danmark skal følge i Hollands fodspor. Her har myndighederne med held retsforfulgt flere unge for at forberede sig på at drage i krig.
- Jeg vil spørge justitsministeren, hvorfor Danmark ikke gør det samme. Der er brug for en mentalitetsændring i den her sag, siger han til Information.
Tom Behnke mener, at Danmark skal gøre det kriminelt overhovedet at rejse til Syrien og desuden inddrage potentielle Syrien-krigeres pas, så det bliver sværere at forlade landet for at gå i krig. Desuden mener han, at de islamistiske oprørsgrupper i Syrien skal på EU's terrorliste.
Regeringspartierne afviser dog yderligere stramninger.
- Vi tager allerede problemet med Syrien-krigerne meget seriøst og gør alt for at forebygge, at folk tager af sted og overvåger dem desuden massivt, når de vender hjem, siger Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen, til Information.
Hun afviser også, at myndighederne gør for lidt for at få de unge krigere retsforfulgt, og hun bakkes op af De Radikales Jeppe Mikkelsen:
- Syrien-krigerne er en stor sikkerhedstrussel, som det skal være PET's førsteprioritet at holde øje med, siger han og understreger, at "der allerede i dag er stor risiko for blive retsforfulgt, hvis man tager til Syrien og kæmper for en terrororganisation".
/ritzau/