Det er en frygtelig nyhed, at Danish Crown stopper slagterikoncernens fremtidige vækst i Danmark. Det rammer ikke blot slagteriarbejderne, men også underleverandører.
Det siger Dansk Folkepartis finans- og fødevareordfører, René Christensen.
Beslutningen kommer kun knap en uge efter, at regeringen og blå blok indgik en stor vækstaftale for fødevarer med mindre randzoner og forsøg med investeringsselskaber for medarbejdere.
- Det er ikke kun slagteriarbejdspladserne, der bliver berørt. Det rammer hele fødekæden. Vi havde en forventning om, at medarbejderaftaler var en del af løsningen efter debatten om, at slagteriarbejderne skulle gå ned i løn, siger René Christensen.
Derfor kommer det bag på ham, at Danish Crown ikke først afprøver modellen.
Koncernen går udenom Danmark, når den om få år skal slagte 25 millioner svin og vil vokse med 20 procent.
Koncernchef Kjeld Johannesen forklarer i Børsen, at Danish Crown stopper væksten i Danmark på grund af høje danske lønninger, færre råvarer og dårligere vilkår end i udlandet.
René Christensen advarer mod politisk afpresning.
- Vi skal passe på, at en sektor ikke bare kan sætte os pistolen for panden, og sige, at den vil have mere. Hvad er så den næste virksomhed, der vil have mere?
- Men der er ingen tvivl om, at vi bliver nødt til at have en dialog med erhvervet, siger Réne Christensen.
Vækstplanen har særlig fokus på slagterierne. Svineavlerne får årligt mulighed for at producere halvanden million flere slagtesvin uden at købe mere jord, påpeger René Christensen.
- Så nyheden er noget af en spand koldt vand at få i hovedet sådan en fredag morgen. Vi skal ikke lade os koste rundt i manegen. Slagterierhvervet har vi taget meget alvorligt på tværs af partierne, siger han.
/ritzau/