Der er store forskelle på, hvor langt opsparingen holder, når man rejser ud i verden på sommerferie. Det er den stærke danske krone, der gør ferien billigere - især hvis turen går til Thailand, Sverige eller Tyrkiet, viser en opgørelse fra Spar Nord.
Og selv om det i flere år har været billigt at leve, bo og spise i Thailand, er det siden juni sidste år blevet endnu billigere. På et år er bath'en faldet 10 procent. Og selv når prisstigninger i landet medregnes, giver det en samlet besparelse på over otte procent for de danske turister.
For en familie på ferie i to uger med et dagligt forbrug på 1000 kroner giver det en besparelse på knap 1200 kroner.
Det er blandt andet politisk uro, der giver billigere ferie, siger cheføkonom i Spar Nord Jens Nyholm.
- De politiske uroligheder i et land som Thailand har formentlig gjort investorerne nervøse og medført, at de har trukket deres penge tilbage for at placere dem mere sikre steder, siger Jens Nyholm.
- Dertil kommer, at krisen i Ukraine har fået mange investorer ud af Rusland og ind i Europa, mens Kina efter alt at dømme er begyndt at købe op i europæiske statsobligationer frem for amerikanske. Det er med til at styrke euroen og dermed kronen, siger han.
Også ferien i Tyrkiet, Tjekkiet og Sverige er blevet billigere. I Tyrkiet og Tjekkiet kan danskerne få 6,3 procent mere for deres danske krone, mens de i Sverige kan få 6,2 procent mere.
Men selv om både Tyrkiet og Thailand periodevis er præget af politisk uro, så påvirker det ifølge Spies ikke danskernes rejselyst. Kommunikationschef hos Spies Torben Andersen siger om Spar Nords opgørelse, at Tyrkiet fortsat er i top tre over danskernes mest eftertragtede rejsemål.
- Hvis der er byer eller områder i landene, som er præget af uro, undlader vi at arrangere udflugter der til og anbefaler vores gæster at holde sig der fra, siger Torben Andersen.
- Så turistlande med svækket valutakurs kan sagtens være rejsevenlige og oplagte destinationer til en ferie i ro og mag, siger kommunikationschefen.
Men det er også blevet dyrere nogle steder. I Storbritannien eksempelvis er det engelske pund det seneste år styrket med knap syv procent i forhold til den danske krone.
/ritzau/