Den italienske flåde opsnapper 1000 immigranter

admin

10 år siden

|

07/06/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

De seneste døgn har været mere hektiske end normalt for den italienske flåde.

Lørdag oplyser kystvagten, at flere end 1000 immigranter, der søger et bedre liv i Europa, er blevet reddet på havet mellem Afrika og Europa.

Det er den anden aktion af en sådan størrelse på få dage.

Således sagde myndighederne fredag, at ikke mindre end 2500 asylansøgere var blevet opsnappet i 17 både i løbet af et døgn.

Tidligt lørdag morgen drejede det sig så om 1000 immigranter fordelt på tre både, siger en embedsmand lørdag formiddag ifølge AFP.

Immigranterne dukkede op et stykke fra kysten til den italienske ø Lampedusa, oplyser kystvagten.

De gode vejrforhold i Middelhavet kan ifølge AFP være en del af forklaringen på, at de mange - ofte desperate - immigranter netop nu begiver sig ud på den farefulde færd.

De fleste immigranter, der ankommer til Italien, kommer fra Eritrea eller Syrien, og bådene stævner typisk ud fra Libyen.

I de senere år er tusindvis af immigranter omkommet på tragisk vis, når de forsøger at krydse Middelhavet i dårlige fiskerbåde, der ofte er overfyldte, så menneskesmuglerne kan optimere overskuddet mest muligt.

/ritzau/AFP