Fakta skal afløse mavefornemmelse, når danske unge vælger studium. Sådan beskriver Jyllands-Posten et udspil fra uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R).
Udspillet skal gøre de videregående uddannelser mere "gennemsigtige".
Kommende ansøgere skal, inden de træffer deres studievalg, blandt andet kunne læse om, hvor stor ledigheden er for færdiguddannede, hvor meget de tjener, og hvor de typisk er ansat, lyder det.
Desuden skal de kunne læse om, hvor mange timers undervisning de kan forvente at få, og eksempelvis i hvor høj grad det er forskere, der står for undervisningen.
Endelig ønsker ministeren, at ansøgere skal kunne læse studerendes og færdiguddannedes bedømmelser af studiets kvalitet og relevans på arbejdsmarkedet.
- Vi skylder de studerende, at de får et grundlag for at vælge den rigtige uddannelse. De oplysninger, der er tilgængelige i dag om for eksempel beskæftigelse, er ikke gode nok. Det er et nederlag for den enkelte at måtte droppe ud af en uddannelse, og det er spild af tid, siger Sofie Carsten Nielsen til Jyllands-Posten.
Efter planen skal de nye data allerede være tilgængelige for ansøgere i 2015.
Danske Studerendes Fællesråd er positive overfor initiativet, og Ralf Hemmingsen, der er formand for Danske Universiteter og rektor på Københavns Universitet, mener, at det er vigtigt, at unge har en godt grundlag for at vælge uddannelse.
- Man skal her huske, at der er en indtrængningskurve for nye akademikere, så det er beskæftigelsessituationen for folk, der har været færdige tre år eller længere, der er relevant for nye studerende at vide noget om, ikke dimittendledigheden, siger han til Jyllands-Posten.
/ritzau/