Danskerne om euroen: Nej ellers tak

admin

10 år siden

|

26/04/2014

Dagens topnyheder

Hvis det står til den danske befolkning, så skal der også fremover betales med kroner og øre i danske butikker - ikke med euro.

Et stort flertal af danskerne ville i hvert fald tilsyneladende stemme nej til dansk deltagelse i den europæiske fælles valuta, hvis der var folkeafstemning i morgen. Det viser en måling, som Voxmeter har lavet for Ritzau.

Den udbredte euro-skepsis er forståelig, siger Socialdemokraternes EU-spidskandidat, Jeppe Kofod.

- Det er et udtryk for den kæmpe usikkerhed, der er om, hvor eurosamarbejdet er på vej hen, og derfor kan jeg godt forstå, at der er mange, der har behov for lige at trække vejret, siger Jeppe Kofod.

- I øjeblikket er eurolandene jo ved at finde ud af, hvordan samarbejdet skal se ud oven på den finanskrise, som Europa har været igennem. Før vi skal tage stilling til Danmarks forhold til euroen, skal vi vide, hvad det er, vi skal sige ja eller nej til, tilføjer han.

Voxmeter har i april spurgt 1008 danskere, hvad de ville stemme, hvis der var folkeafstemning om euroen i morgen. Knap 65 procent ville sætte kryds ved nej, mens knap 24 procent ville stemme ja. De sidste 11 procent ved ikke, hvad de ville stemme.

Morten Messerschmidt, EU-spidskandidat for Dansk Folkeparti, mener, at målingen et udtryk for en bred og generel skepsis over for euro-projektet:

- Danskerne har indset, at euroen handler om at lave en stærk forbunds-agtig forening af EU's medlemslande, hvor EU styrer for eksempel finanspolitik og arbejdsmarkedspolitik.

- Det ønsker man selvfølgelig ikke, fordi det er vigtigt at have sin selvstændighed på den slags områder, siger Morten Messerschmidt.

Ifølge Jeppe Kofod er det i hvert fald sikkert, at danskerne ikke har taget stilling til euroen for sidste gang.

- Vi er jo sådan set et medlemsland uden indflydelse i dag. Det har nogle konsekvenser, og dem skal vi have en ordentlig debat om på et tidspunkt, men jeg mener ikke, at tiden er moden lige nu, siger socialdemokraten.

I denne omgang er det Europaparlamentsvalget og folkeafstemningen om den europæiske patentdomstol, der skal trække danskerne til stemmeurnerne den 25. maj.

/ritzau/