Danskerne har stemt: Her er årets bedste film

Redaktionen

429 uger siden

|

31/08/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Når der traditionelt set bliver uddelt filmpriser, er det anmeldere og branchefolk, der får lov at bestemme. Men med Svend Prisen, der onsdag aften blev uddelt i Svendborg på Fyn, er det en anden sag. Her er det nemlig biografernes publikum, der beslutter, hvem der skal belønnes.

I år går prisen for bedste danske film således til filmatiseringen af Jussi Adler Olsens "Flaskepost fra P", der har Nikolaj Lie Kaas i hovedrollen. Det klarer han ifølge danskerne så godt, at han også skal belønnes med statuetten for bedste mandlige hovedrolle.

Men det er ikke de eneste priser, Nikolaj Lie Kaas har andel i. Svend Prisen uddeler nemlig også en statuette for bedste danske tv-dramaserie, og her vinder DR's "Bedrag", der minsandten også har Lie Kaas på rollelisten.

Trine Dyrholm, der senest har begejstret for sin rolle i "Kollektivet" af Thomas Vinterberg, kan kalde sig bedste kvindelige skuespiller.

Prisen for bedste danske børnefilm går til "Antboy 3", mens "Inderst Inde" tager statuetten for bedste udenlandske børnefilm.

Den roste "The Revenant" med Leonardo DiCaprio i hovedrollen er årets bedste udenlandske film ifølge danskerne.

De nominerede til Svend Prisen er fundet blandt de mest sete biograffilm i perioden fra den 1. juli 2015 til og med den 30. juni 2016.

/ritzau/FOKUS