Når man er i udlandet og ser en turist opdatere sig på de sociale medier, er det højst sandsynligt ikke en dansker.
I hvert fald er vi danskere på ferien mere tilbageholdende med at benytte os af sociale medier som Facebook, viser en analyse, som Epinion har foretaget for den danske søgemaskine Momondo.
- Danskerne er de mest forsigtige blandt de adspurgte 12 lande, når det kommer til at lave opdateringer på sociale medier, mens de er på ferie, siger Julie Pedersen, pressechef hos Momondo.
De lande, der er med i analysen, er Tyskland, Spanien, Finland, Frankrig, Italien, Norge, Holland, Rusland, Sverige, Storbritannien, USA - og selvfølgelig Danmark.
For danskerne viser det sig, at 60 procent aldrig laver ferieopdateringer. Det kan ifølge Julie Pedersen hænge sammen med, at vi er påpasselige med at invitere indbrudstyven inden for, mens vi er i udlandet.
- Frygten for indbrudstyve kunne helt sikkert være en af årsagerne, siger hun og fortsætter:
- Der har jo været meget fokus på problemet, og derfor kunne det tyde på, at der er flere, der er begyndt at være bevidste om, hvordan de bruger sociale medier på ferien.
Ud af de 12 lande i analysen er spanierne og italienerne de mest uforsigtige med at bruge de sociale medier på ferien. Således svarer 39 procent, at de ikke laver ferieopdateringer.
Det kan skyldes, at det i Sydeuropa er mere udbredt at holde ferie i sit hjemland, vurderer Julie Pedersen.
- Madrilenerne drager gerne nordpå eller til Valencia om sommeren, og norditalienerne tager gerne til de syditalienske strande, siger hun og uddyber:
- Denne tendens findes især blandt de unge, som ifølge vores data er mest aktive på de sociale medier. Når man på den måde rejser i hjemlandet, er roaming-priser ikke en faktor, og så kan man jo sagtens være aktiv på de sociale medier uden at slå bunden ud af feriebudgettet.
Analysen fra Epinion er lavet i perioden fra den 9. til den 19. januar 2014. Der er indsamlet 1000 interviews blandt danskere i alderen 18-65 år. Respondenterne er repræsentativt fordelt i forhold til køn, alder, uddannelse og region, oplyser Momondo.
/ritzau/