Der skal ikke lægges skjul på, at Tove Ditlevsen er kendt herhjemme. Der er nemlig uhyre mange mennesker, der har læst og nydt hendes værker.
Der vil dog nu også være mange, der kommer til at kende hendes navn i Tyskland.
Forfatteren har været død siden 1976, men berømmelsen døde ikke med hende. Og som det seneste skud på stammen, er hun nu strøget ind på Der Spiegels liste over bestsellere, hvilket kommer efter, at København-triologien - 'Barndom', 'Ungdom' og 'Gift' - blev udgivet i Tyskland.
Det skriver B.T.
'Barndom' indtager sågar pladsen som nummer 17 ud af de 20 bøger på listen. Dette er dog ikke den eneste succesoplevelse, man har set i forbindelse med Tove Ditlevsens værker.
Også sidste år oplevede man, at bøgerne udkom på Penguin-forlaget i Storbritannien. De blev modtaget med strålende anmeldelser, og det har gjort, at interesseren for Tove Ditlevs værker voksede enormt meget.
"Interessen er virkelig stor. Jeg får i øjeblikket forespørgsler fra hele verden, i dag har jeg solgt trilogien til Aserbajdsjan, og sådan har det været lige siden udgivelsen i USA," siger Lise Broen Rosenberg Dahm, litterær agent hos Gyldendal, til Berlingske.
I starten af året oplevede man ligeså, at interessen var vokset. Det medførte, at selveste The New York Times fik øjnene op for hendes værker. Det er siden kun gået én vej for Tove Ditlevsen og hendes værker, da man nu har solgt bogrettighederne til mere end 20 lande, herunder Japan, Italien, Frankrig og Portugal.
The New York Times fik Parul Seghal til at komme med en anmeldelse, og han har smidt om sig med de helt store superlativer.
Han skriver nemlig følgende om Tove Ditlevsen.
"Jeg er ked af at sige, at jeg lejlighedsvis oplever en impuls til at opkøbe alle eksemplarer af en bog for at have den som min hemmelighed. Dette kan, som du måske forestiller dig, være vanskeligt i betragtning af mit erhverv. Det vil sige, at jeg bringer nyheden om Tove Ditlevsens serie af erindringer med den slags spænding og modvilje, der må fortælle mig, at det er et mesterværk."