Danske Bank betaler statslån på 24 milliarder tilbage

admin

10 år siden

|

11/04/2014

Dagens topnyheder

Landets største bank, Danske Bank, har betalt 24 milliarder kroner tilbage til staten. Det var penge, som banken lånte i hybrid kernekapital i maj 2009, da finanskrisen rasede, og staten spændte et sikkerhedsnet ud under bankerne.

Renten på lånet var på 9,7 procent, og banken har her efter fem år betalt pengene tilbage med renter, oplyser erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S).

- Jeg ser Danske Banks indfrielse af lånet som et tegn på, at vi er på vej ud af krisen og mod mere normale tilstande, ikke kun i den finansielle sektor, men i alle dele af den danske økonomi. Det er en god nyhed, siger Henrik Sass Larsen i en pressemeddelelse.

I lighed med en lang række andre danske pengeinstitutter indgik Danske Bank en aftale med den danske stat om lån i form af indskud af statslig hybrid kernekapital.

De statslige kapitalindskud blev ydet med hjemmel i lov om statsligt kapitalindskud. Ved udløbet af kreditpakken i 2009 var der ydet kapitalindskud for cirka 46 milliarder kroner fordelt på 43 pengeinstitutter.

Efter at Danske Bank har betalt sit lån tilbage, har staten fortsat lån ude i pengeinstitutterne for i alt 4,6 milliarder kroner.

Danske Bank var tvunget til at låne penge af staten, og på bankens generalforsamling sagde bestyrelsesformand Ole Andersen, at det havde været dyrt, men nødvendigt.

Han oplyse samtidig aktionærerne om, at ved at indfri lånet, sparer Danske Bank op mod en milliard kroner om året i finansieringsomkostninger.

/ritzau/