Danske badmintonherrer ryger ud af Thomas Cup

admin

10 år siden

|

22/05/2014

Dagens topnyheder

De danske badmintonherrer er færdige ved den traditionsrige Thomas Cup-turnering, som bliver afviklet i New Delhi i Indien.

Torsdag tabte Danmark 1-3 til Malaysia i kvartfinalerne.

Jan Ø. Jørgensen indledte for Danmark i 1. herresingle, og selvom det ikke blev til sejr, fik han revancheret sin skuffende indsats onsdag mod Japan.

Danskeren, der er nummer tre på verdensranglisten, pressede verdensetteren Lee Chong Wei ud i tre sæt, men malaysieren endte med at vinde kampen med cifrene 20-22, 21-14, 21-17.

Herefter fortsatte Danmarks 1. herredouble, Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding, de gode takter fra kampen mod Japan.

Danskerne besejrede den erfarne Tan Boon Heong og hans makker, Hoon Thien How, med de overbevisende cifre 21-14, 21-18.

Andet sæt var dog tæt frem til 18-18, hvorefter danskerne sikrede sejren med tre point på stribe.

Så var det Hans-Kristian Vittinghus' tur til at forsøge at give Danmark en 2-1-føring i 2. herresingle, men sådan kom det ikke til at gå.

Han tabte 21-19, 14-21, 8-21 til Chong Wei Feng, og så skulle 2. herredoublen med den sammensatte konstellation, Carsten Mogensen og Joachim Fischer, ubetinget vinde deres kamp for at holde liv i de danske vinderchancer.

Det lykkedes ikke, for danskerne tabte 19-21, 13-21 til Goh V Shem og Tan Wee Kiong, så Malaysia er videre til semifinalerne med samlet 3-1 i kampe.

Ved den seneste Thomas Cup for to år siden nåede Danmark frem til semifinalerne.

Ved årets turnering har det danske hold haft det problem, at herredoublespilleren Mathias Boe ikke er med på grund af en skade.

Han og Carsten Mogensen har de seneste år vundet sølv ved både OL og VM, men på grund af afbuddet er der blevet rykket rundt på de danske doublekonstellationer.

/ritzau/