Dansk vækst stiger mindre end regeringens mål for 2014

admin

10 år siden

|

28/05/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Væksten i Danmark er i plus. Samlet steg bruttonationalproduktet med 0,9 procent i årets første kvartal, viser tal fra Danmarks Statistik.

Og ser man på væksten over et år, lander den på det mål, som regeringen har opstillet for i år - 1,4 procent.

- Det er dog ikke vores opfattelse, at dagens positive tal er startskuddet til et nyt stærkt økonomisk opsving, der kommer i nærheden af det, vi kender fra 00'erne, siger Tore Stramer, chefanalytiker hos Nykredit.

Han mener, at potentialet for vækst er for svagt.

- For det første har husholdningerne fortsat et behov for at spare op som følge af det høje bruttogældsniveau. For det andet er produktiviteten i dansk økonomi fortsat udfordret. For det tredje er væksten i dansk økonomi meget skævt fordelt på tværs af landet, siger Tore Stramer.

Steen Bocian, der er cheføkonom i Danske Bank, mener, at væksten viser, at Danmark er på rette vej, men ikke i høj fart.

- Dagens tal viser flot vækst i det private forbrug. Det er naturligvis positivt, men væksten på to procent skyldes primært tekniske forhold omkring forsikringsudbetalingerne i forbindelse med stormene Bodil og Allan, som gav et kunstigt dyk i forbruget i fjerde kvartal, siger han.

- Renser man for forsikringsudbetalinger, steg det private forbrug 0,4 procent. Det er fortsat fremgang, men det er trods alt en noget mere beskeden fremgang, lyder det fra Steen Bocian.

Også Jes Asmussen, cheføkonom fra Handelsbanken, har valgt at lade brillerne med de helt lyse udsigter blive liggende i skuffen.

- Det er stadig svært at se et stærkt økonomisk opsving være ved at materialisere sig, siger han og hæfter sig også ved, at Bodil og Allan er en væsentlig del af billedet på et opsving.

Fra regeringens side lægger finansminister Bjarne Corydon (S) vægt på, at dagens tal er med til at vise, at Danmark er ved at være trukket fri af krisen.

- Selvom vi må forvente, at der på vejen tilbage vil være bump, er tendensen klar: regeringens politik virker. Danskerne kommer i arbejde, og der er kommet mere gang i den på fabriksgulvet og i byggekranerne, siger han.

- Man skal naturligvis tage flashtal med forbehold, alligevel sidder jeg tilbage med en god følelse af, at "nu går det altså fremad for Danmark", siger finansministeren.

/ritzau/