Han giver både statsminister Mette Frederiksen og resten af regeringen skylden for, at han er på røven. Af den grund har han valgt at kvittere med en fuckfinger. Det skriver B.T.
På Instagram har den 47-årige danske rapper offentliggjort, at han har fået afvist sin ansøgning om kompensation for sin efterårsturné. Det er til trods for, at den er blevet aflyst som følge af coronapandemien.
Det har forårsaget, at han – med egne ord – er jobsøgende og dårligt har råd til at betale for hverken børnepenge, cigaretter eller julegaver.
"Faktisk har jeg ikke haft nogen indtægter siden juli overhovedet. Begrundelsen er, som jeg læser det, at jeg ikke havde en efterårstour på præcis samme datoer i 2019, hvilket er et urealistisk scenarie," skriver han blandt andet i sit opslag, hvilket han følger op med:
"Ærligt talt så er jeg jobsøgende lige nu i en grad, at jeg vil gøre hvad som helst for at kunne betale børnepenge og have til en pakke smøger om dagen. For slet ikke at tale om julegaver."
Han fortæller også, at én af årsagerne til, at hans ansøgning er blevet afvist er, at han ikke har medsendt dokumentation, der beviser, at det er ham, der er 'Jokeren'.
"Jeg kan ikke tolke det på andre måder, end at vores folkestyre slet ikke forstår, hvad det vil sige at være kunstner med svingende indtægter på random tidspunkter," skriver han i sit opslag.
Til sidst i sit opslag understreger han, at han har været 'skuffet' over, at danske kunstnere ikke har modtaget støtte i en tid, hvor coronavirussen har lammet hele musikindustrien.
"Ærligt talt, så er jeg MEST SKUFFET over, at regeringen og Folketinget for et par måneder siden gik ud og sagde, at de ville støtte os, vores branche, kulturlivet med meget, meget store, flotte og rundhåndede armbevægelser, og så reelt bare giver os ENDNU flere udgifter, vi ikke kan betale til revisorer mm, som er nødvendige for at skrue disse ansøgninger sammen," runder han sit opslag af.