Der er investeret masser af penge i havvindmøller i Nordsøen. Men strømmen skal også ind til kunderne på land. Og den danske fond Copenhagen Infrastructur Partners (CIP) investerer nu 2,9 milliarder kroner i et nyt transmissionsnet for vindkraft i Nordsøen.
Sammen med hollandske TenneT investerer den danske fond i transmissionsnettet DolWin3, der skal transportere vindenergi fra havvindmølleparker i Nordsøen til de tyske elforbrugere.
Pensiondanmark har investeret flere milliarder kroner i fonden. Det er ikke pensionsselskabet, der udvælger investeringerne - og det er ikke første gang, fonden investerer i grøn energi, som er helt i pensionskassens ånd.
- Vi er meget tilfredse med vores samarbejde med CIP, der foretager og forvalter flere af vores investeringer i stabile alternativer, siger Torben Möger Pedersen, der er direktør i Pensiondanmark.
- Det gælder blandt andet denne investering, der fint supplerer vores egne investeringer i alternativer og bidrager til at sikre vores medlemmer et godt og stabilt afkast mange år frem, siger han i forbindelse med investeringen.
DolWin3 skal efter planen stå klar i 2017. Og mens danskerne står for de 2,9 milliarder kroner, kommer hollænderne med den største del af byggesummen på i alt 14,2 milliarder kroner.
TenneT er et af Europas største transmissionsselskaber og er ejet af den hollandske stat.
- Vi har indgået et langsigtet samarbejde med en af de førende aktører inden for energitransmission. Med investeringen bidrager vi til at udbygge infrastrukturen i en af Europas stærkeste økonomier, siger partner Christian Skakkebæk, CIP.
Det er TenneT, der står for at bygge og drive DolWin3. Gennemførelse af investeringen er betinget af godkendelse hos de tyske konkurrencemyndigheder.
CIP blev etableret i 2012 og ejes og ledes af de fire partnere: Jakob Baruël Poulsen, Rune Bro Róin, Torsten Lodberg Smed og Christian Skakkebæk.
/ritzau/