Dansk fodboldklub scorer Uefa-hæder

admin

10 år siden

|

21/05/2014

Dagens topnyheder

Den danske fodboldklub FC Skanderborg har modtaget en stor hæder fra det europæiske fodboldforbund (Uefa).

Uefa har kåret den danske klub med over 1100 medlemmer til Europas Bedste Breddefodboldklub 2014, meddeler Dansk Boldspil-Union (DBU) på sin hjemmeside.

- Vi er sindssygt stolte over prisen og samtidig beærede over, at så mange har bemærket vores store arbejde for at udvikle fodboldspillere, samarbejde med lokalsamfundet og bevise, at bredde og elite kan gå hånd i hånd.

- Det her er den største dag i klubbens historie, siger FC Skanderborgs formand, Kasper Tikjøb, til DBU's hjemmeside.

Også i DBU er der stolthed at spore over hæderen til den østjyske klub.

- FC Skanderborg er på alle områder en inspiration for andre klubber og i den grad eksemplet på, hvor langt vi kan rykke breddefodbolden, hvis der på alle niveauer arbejdes struktureret med tingene.

- Jeg er virkelig stolt, og prisen er både et stort skulderklap til FC Skanderborg og en kæmpe cadeau til dansk klubfodbold, siger Steen Jørgensen, breddechef i DBU.

/ritzau/