Coldplay med forsanger i topform begejstrer anmeldere

admin

441 uger siden

|

06/07/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Tirsdagens koncert med Coldplay i et overdækket Telia Parken var en svedig omgang - i overført betydning.

De første anmeldelser af det britiske bands præstation er alle positive. De fremhæver blandt andet en ukuelig charme hos frontfigur Chris Martin.

- Det er svært at komme i tanke om noget som helst ufordelagtigt at sige om Chris Martin. Ud over at han kan finde på at skride fra Gwyneth Paltrow (Chris Martins ekskone, red.). Han er den type rockstjerne, der nærmere tilbyder at feje dit fortov end at brække sig på det, skriver BT's anmelder og giver fem ud af seks stjerner.

Jyllands-Postens begejstring er lidt mere dæmpet. Avisens anmelder mener, at Coldplays rockede numre fremstod stærkest, mens resten af repertoiret gjorde oplevelsen mere ujævn.

Fire stjerner er den samlede bedømmelse. Anmelderen efterspørger lidt mere mod fra Chris Martin og resten af bandet.

- Man fornemmede stadigvæk, at der kun fandtes én masterplan, og at der i realiteten ikke var nogen chance for, at bandet gjorde noget decideret spontant eller noget hundrede procent uforudsigeligt, lyder det i Jyllands-Posten.

Ekstra Bladet mener, at "Coldplay triumferede i Parken", giver fem stjerner for koncerten og roser et farvestrålende show.

- Effektfuld brug af konfetti, balloner og storskærme fik næsten det grå nationalstadion til at fremstå tiltalende, men Coldplays mest gennemslagskraftige trick var atter at udlevere blinkende armbånd til publikum.

- Det slår altså lightere og mobiltelefoner. Wauw, skriver avisens anmelder og slutter:

- Er der nogen, der har en ekstra billet til onsdag?

Coldplay spiller nemlig endnu en koncert i Telia Parken onsdag aften.

/ritzau/