Championship-klubber jagter milliarden

admin

10 år siden

|

23/05/2014

Dagens topnyheder

Forventningerne er tårnhøje når de to Championship-klubber Derby og Queens Park Rangers lørdag løber på banen på Wembley for at spille om retten til at rykke op i Premier League.

For ud over oprykning til en af verdens bedste fodboldrækker følger også en stort finansiel belønning til vinderholdet, hvorfor kampen omtales som den økonomisk mest givende kamp at vinde.

For Derby er gevinsten anslået til over en milliard danske kroner i ekstraindtægter.

Derbys manager Steve McClaren, der tidligere har været landstræner for Englands landshold og den hollandske klub Twente, ser frem til årets vigtigste kamp.

- Vi er nødt til at præstere ved denne lejlighed. Jeg glæder mig - det gør vi alle. Vi er ligesom svanerne på floden - kølige og rolige på overfladen, men nedenunder padler vi som ind i helvede, siger McClaren.

- Vi har gjort vores fans glade. Spørgsmålet er, om vi kan tage det videre. Det er en kæmpe udfordring. Ingen havde forventet det her for seks måneder siden.

Ironisk nok begyndte 53-årige McClaren sæsonen som en del af trænerstaben hos modstanderne fra QPR, men han blev i september fristet af et tilbud fra Derby, som han ikke kunne afslå.

Derby sluttede Championship-rækken som nummer tre, mens QPR endte fem point længere bagud på en fjerdeplads.

Klubben Leicester, hvor den danske landsholdsmålmand Kasper Schmeichel spiller, er sikret oprykning til Premier League fra næste sæson. Det samme gælder Burnley, som blev nummer to i rækken efter Leicester.

/ritzau/