Bjerringbro-Silkeborg (BSV) spiller i aften holdets første kamp i dette års slutspil, og det er på hjemmebane mod vinderne af grundspillet, KIF Kolding København.
Der er dermed tale om en gentagelse af søndagens pokalfinale, som KIF Kolding København vandt med 28-24.
BSV-træner Per Carlén vil have revanche og ønsker at få den bedst mulige start på slutspillet og starte med to point.
Det kræver ifølge træneren, at holdet er i stand til at sætte en stopper for især tre nøglespillere hos KIF Kolding.
- Vi skal have stoppet Bo Spellerberg, Lukas Karlsson og Albert Rocas, som er deres nøglespillere.
- Samtidig håber jeg at vi kan ramme vores gode kontraspil i denne kamp, siger Per Carlén til klubbens hjemmeside.
Han er glad for, at holdet nåede i pokalfinalen ved weekendens stævne i Aarhus.
- Vi er tilfredse med at have spillet pokalfinalen, og jeg ønsker KIF Kolding København tillykke med sejren.
- Vi har haft en god weekend, hvor vi har sovet i Aarhus før finalen, hvilket har været rigtig godt for sammenholdet og stemningen i truppen, fortæller Per Carlén.
Per Carlén røber desuden, at der skal ske ændringer for at presse den kommende modstander mest muligt.
- Før kampen i aften mod KIF Kolding København skal vi lave nogle små ændringer i forhold til søndagens kamp for at presse dem mest muligt og vinde kampen, siger han.
BSV og KIF Kolding København er også i gruppe med Sønderjyske og Aalborg Håndbold, og kun de to bedste hold går videre til semifinalerne.
Kampen mellem Bjerringbro-Silkeborg og KIF Kolding København går i gang klokken 18.30.
/ritzau/