En brandmand fra Fredericia Brandvæsen sigtes nu for uagtsomt manddrab og overtrædelse af færdselsloven efter en trafikulykke med dødelig udgang sidst i januar. Det skriver Fredericia Dagblad.
- Det er helt normalt - og standardproceduren - at der sigtes således efter en ulykke, hvor et menneske mister livet, siger lederen af lokalpolitiet i Fredericia, vicepolitiinspektør Peter Balsgaard Nielsen, til avisen.
En 67-årig kvinde blev voldsomt kvæstet ved ulykken og døde senere af sine kvæstelser.
Ulykken skete i glat føre, da kvindens bil blev ramt af en brandbil under udrykning i et vejkryds i Fredericia.
Kvinden var passager i personbilen, der blev ført af hendes jævnaldrende mand. Også han blev hårdt kvæstet ved ulykken, men slap med livet i behold.
Ved sammenstødet med brandbilen blev parrets bil slynget ind i en anden personbil, der blev ført af en 48-årig kvinde. Hun slap dog fra ulykken med mindre skader, ligesom at mandskabet på brandbilen ikke kom noget til.
/ritzau/