Bolanos tager afsked: Mærkeligt at det er slut i FCK

admin

10 år siden

|

17/05/2014

Dagens topnyheder

Christian Bolanos tager søndag afsked med FC København, når københavnerne i Parken møder OB i Superligaen.

Den costaricanske kantspiller blev allerede i vinter enig med FCK om, at begge parter havde behov for at prøve noget nyt.

- Det er en lidt mærkelig følelse, for jeg kan ikke rigtig fatte, at det er min sidste kamp her. Jeg har været her i fire år, og det har været en fantastisk tid, siger Bolanos til FCK's hjemmeside.

- Jeg elsker klubben, byen, fansene, og det gør min familie også. Men det er en del af fodbolden.

- Jeg er glad for, at jeg har spillet så lang tid for den bedste klub i Skandinavien, tilføjer den 30-årige midtbanespiller.

Christian Bolanos startede stærkt i FCK i 2010 efter skiftet fra Start i norsk fodbold. Det seneste års tid har Bolanos i perioder været ude at startformationen.

Det er endnu uvist, hvor kantspilleren fortsætter karrieren.

Bolanos er udtaget til Costa Ricas landshold, der deltager ved sommerens VM i Brasilien.

/ritzau/