Flere københavnske politibetjente er mistænkt for at fuske i en narkosag.
En rapport fra deres hånd var muligvis bevidst urigtig, da de ville dække over deres samarbejde med en meddeler, som fik betaling for sin indsats.
Det er Københavns Vestegns Politi, som har bedt Den Uafhængige Politiklagemyndighed om at undersøge, hvorvidt der er sket uregelmæssigheder.
Betjentene i specialpatruljen i Københavns Politi har tilsyneladende arbejdet tæt sammen med en mand i det kriminelle miljø.
Manden skal flere gange have fået dusører for sine tip.
Det skete også, da han i november sidste år gav besked om en stor portion amfetamin i en bil på en parkeringsplads i Glostrup.
Københavns Politi skred til anholdelser, hvorefter sagen overgik til Københavns Vestegns Politi.
Men her blev man mistænksom, oplyser advokaturchef Jens Rasmussen til Ritzau.
- Vi studsede lidt over sagen, siger han.
Torsdag blev der afsagt dom i amfetaminsagen. Tre mænd blev straffet med fængsel i syv, seks og to år.
De blev dømt for amfetamin, som lå i den enes lejlighed, og for et våben. De var også tiltalt for de to kilo på parkeringspladsen.
Men straffen blev af Retten i Glostrup nedsat med cirka et par år, fordi der er mistanke om, at politiets meddeler gik for vidt - at han muligvis pressede eller truede en af de nu dømte til at fremskaffe amfetaminen i bilen.
Dermed kan politiets højre hånd have forøget forbrydelsens grovhed og omfang.
I retten var fire betjente fra Københavns Politi indkaldt for at blive afhørt. Men de nægtede at udtale sig. Det skete med henvisning til den verserende undersøgelse, oplyser advokaturchef Jens Rasmussen.
Også deres hjælper har afvist at sige noget.
Hjælperen er selv blevet sigtet af Københavns Vestegns Politi for de to kilo amfetamin i bilen på parkeringspladsen.
Advokaturchefen bekræfter, at meddeleren har fået dusør af Københavns Politi, men kan ikke på stående fod huske beløbets størrelse.
Fra anden side erfarer Ritzau, at manden færdes i bandemiljøet.
To forhold er nu til undersøgelse:
Dels om de københavnske betjente kom med urigtige oplysninger i deres rapport om, hvordan de fik mistanke om amfetamin i bilen i Glostrup.
Dels om karakteren af deres samarbejde med meddeleren - og om de var klar over, at denne formentlig pressede en af de tre nu dømte til at fremskaffe amfetamin.
/ritzau/