Torsdag aften meddelte vicepolitiinspektør Frank Olsen fra Nordjyllands Politi, at man havde fundet ligdele i Dronninglund Storskov. Han sagde ligeledes, at man formodede, at ligdelene var den savnede Mia Skadhauge Stevn.
Lørdag morgen bekræfter Nordjyllands Politi, at det er den 22-årige Mia Skadhauge Stevn, der er fundet død.
I en pressemeddelelse oplyser Nordjyllands Politi, at Mia er blevet endelig identificeret via retsmedicinske undersøgelser.
Det betyder dog ikke, at politiets undersøgelser er overstået. Vicepolitiinspektør Frank Olsen forklarer, at deres undersøgelser fortsat pågår, men det forventes, at de afsluttes i dag.
"Politiets undersøgelser i Dronninglund Storskov pågår fortsat, men vores forventning er, at de afsluttes sidst på dagen. Derfor vil man stadig se politi i området og andre steder som følge af politiets efterforskning," siger han.
I pressemeddelelsen fremgår det også, at de pårørende er blevet underrettet om resultat af de retsmedicinske undersøgelser.
Slutteligt oplyser Nordjyllands Politi, at de på nuværende tidspunkt ikke har yderligere kommentarer til pressen.
De beder om, at pressen udviser forståelse for dette - ikke blot af hensyn til det igangværende efterforskningsarbejde, men også af hensyn til de pårørende.
Sagen om den 22-årige Mia Skadhauge Stevn har derfor fået en tragisk udgang, da der ikke længere er tvivl om, at hun er afgået ved døden.
To 36-årige mænd fra Nordjylland er sigtet for drabet på den unge kvinde, men kun en af de to mænd er fængslet i sagen. Den anden mand er blevet løsladt, men sigtelsen mod ham er dog opretholdt.
I forbindelse med en afhøring i Retten i Aalborg kom det frem, at begge mænd har nægtet sig skyldige i sagen. Nordjyllands Politi har ikke meddelt noget om, hvorvidt dette har ændret sig, efter det er bekræftet, at Mia Skadhauge Stevn er fundet død.