Den danske tv- og radioproducent Bang & Olufsen med hjemsted i Struer er på jagt efter mere kapital. Det meddeler koncernen til fondsbørsen.
Hvordan kapitalen skal skaffes til veje, har ledelsen endnu ikke taget stilling til, men der arbejdes med forskellige muligheder.
Mere kapital skal styrke væksten i B&O gennem øget investeringer i distribution og markering samt fortsat stort budget til forskning og udvikling.
- Selskabet arbejder på flere forskellige muligheder, men har ikke truffet konkrete beslutninger herom endnu, skriver ledelsen i meddelelsen til fondsbørsen.
Overvejelserne om at polstre Struer-virksomheden kommer, samme dag som regnskabet for tredje kvartal. Det viste en omsætning på 675 millioner kroner - en stigning på 20 millioner i forhold til samme periode året før.
Resultatet før skat blev et minus på 37 millioner kroner mod 125 millioner kroner i samme periode året før. Der var fremgang i Europa på 17 procent, men til gengæld trak forretningerne på ikke-europæiske markeder i modsat retning.
I hele perioden på tre kvartaler havde koncernen en omsætning på 2063 millioner kroner mod 2074 millioner i samme periode året før. Der er i hele perioden fortsat røde tal på bundlinjen.
Underskuddet er på 88 millioner kroner. Det er dog mindre end de 167 millioner i samme periode året før.
Markedet tog ikke godt imod de to meddelelser fra B&O og sendte aktien voldsomt ned. Sidst på formiddagen fredag var faldet i aktien på 17 procent, og den blev handlet i kurs 55.
/ritzau/