Ayatollah skruer bissen på efter strid om FN-ambassadør

admin

|

09/04/2014

Dagens topnyheder

Irans øverste leder fastslår, at præstestyret i Teheran ikke har i sinde at droppe de landevindinger, som landet har opnået med sit atomprogram.

- USA ved udmærket, at Iran ikke forsøger at udvikle atomvåben, siger ayatollah Ali Khamenei, som onsdag talte til atomfysikere i den iranske hovedstad.

- Iran bør fortsætte forhandlinger med det internationale samfund om dets nukleare forskning, men uden at opgive de landevindinger, som der er sket i atomprogrammet, siger landets ledende ayatollah, Ali Khamenei.

Han siger, at Iran er gået med til til at forhandle om dets nukleare program for at bryde det fjendtlige klima, som han siger "arrogante magter" har skabt.

Udtalelserne om atomprogrammet kommer samtidig med, at der efter en periode med et begyndende tøbrud er udbrudt en strid mellem USA og Iran om præstestyrets udnævnelse af Hamid Abutalebi til ny iransk FN-ambassadør.

- Vi har informeret regeringen i Iran om, at dette valg ikke er holdbart, siger Det Hvide Hus' talsmand Jay Carney.

Medlemmer af Kongressen har udtrykt vrede over valget af den iranske diplomat, som de beskylder for at have spillet en rolle i gidseltagningen i 1979-81, da personale og civile på den amerikanske ambassade i Teheran blev tilbageholdt i 444 dage.

Abutalebi var medlem af en muslimsk studentergruppe, som tilbageholdt de 52 personer på ambassaden.

Iran kalder Abutalebi for en af landets mest erfarne diplomater.

En lov, der forbyder iraneren indrejse i USA, blev godkendt i Senatet mandag, hvorefter Repræsentanternes Hus tager stilling til sagen.

Loven forbyder indrejse for individer, som har været involveret i spionage, terrorisme eller har været en trussel mod national sikkerhed.

- Irans nominering er en velovervejet og utvetydig fornærmelse mod USA, siger senator Ted Cruz.

Den iranske præsident, Hassan Rouhani, har udpeget Abutalebi, som insisterer på, at hans eneste medvirken i gidselsagen fra 1979 var som oversætter og forhandler.

/ritzau/Reuters