Atlético vil drille storebror i CL-finalen

admin

10 år siden

|

24/05/2014

Dagens topnyheder

Noget er ikke helt, som det plejer i Spanien. Der er nemlig lavet om på styrkeforholdet mellem de spanske topklubber i denne sæson.

I sidste weekend vandt Atlético Madrid sensationelt det spanske mesterskab foran de traditionelle mastodonter FC Barcelona og Real Madrid, som har domineret totalt i det seneste årti.

Det var første gang i 18 år, at Atletico tog guldet i Primera Division.

Og årets Champions League-finale står mellem Real Madrid og Atlético Madrid, som overraskende slog Barcelona ud i semifinalen.

Finalen er dog helt lige, hvis man skal tro Atletico Madrid-træner Diego Simeone. Han har stor respekt for Real Madrid, som altid har været "storebroderen" i den fodboldgale spanske hovedstad.

- De har individuelt bedre spillere. De er nået til finalen med stor sult, og vi er nået dertil med en utrolig motivation. Finalen vil blive meget åben, og kampen på midtbanen vil blive meget vigtig, siger Simeone ifølge dpa.

Især Cristiano Ronaldo stikker ud, men Real Madrid råder også over store stjerner som Gareth Bale, Karim Benzema, Sergio Ramos og Iker Casillas.

- Vi møder et slagkraftigt mandskab med mange muligheder og afgørende spillere.

- En finale er i sig selv er motiverende, og man bør ikke kigge på rivalerne, men på sig selv. Vi er nødt til at abstrahere fra de tanker, vi har om, hvad der er på spil, og så bare spille kampen, forklarer 42-årige Simeone.

I sin aktive karriere var Simeone en bærende profil på den defensive midtbane på Atletico Madrids hold i midten af 90'erne, og argentineren var med til at vinde mesterskabet i 1996. Han lover også at blive i klubben i næste sæson.

- Jeg er meget glad for at være, hvor jeg er. Der har været en nydelig udvikling, siden jeg ankom. Jeg kan se, at klubben vokser.

- Hvis vi alle gør en indsats, så kan vi fortsætte med at konkurrere med de bedste til trods for økonomiske forskelle. Og ja, jeg bliver her i næste sæson, garanterer Simeone.

Atlético Madrid har mødt Real Madrid fire gange i denne sæson, og det er kun blevet til en enkelt sejr.

To gange har Real Madrid vundet i den spanske pokalturnering Copa Del Rey, mens en enkelt ligakamp endte uafgjort. Disse fire kampe betyder dog intet nu, mener Simeone.

- Finalen vil blive anderledes. Jeg kan ikke se nogen ligheder med de andre kampe. Dette vil blive en kamp med en masse gnidninger og nervøsitet.

- Det hold, som bedst kan tilsidesætte betydningen af kampen, har de bedste forudsætninger for at vinde, fastslår argentineren.

Champions League-finalen spilles i Lissabon lørdag aften klokken 20.45.

/ritzau/