Arsenals Özil må holde pause i et par uger

admin

10 år siden

|

12/03/2014

Dagens topnyheder

Nu var det lige begyndt at vende for tyske Mesut Özil, og så røg han ind i en skade.

Arsenal-spilleren scorede for første gang i tre måneder, da han hjalp sin klub til en 4-1-sejr over Everton i lørdags, og han var også på banen fra start, da holdet på udebane mod Bayern München skulle forsøge at spille sig videre i Champions League.

Men i pausen af tirsdagens kamp måtte han lade sig skifte ud med det, der lignede en skade i baglåret.

- Det ser alvorligt ud. Jeg ved ikke præcist, hvor længe han er ude, men han er ikke med mod Tottenham på søndag.

- Nu skal han skannes, men det ser ud til, at han er ude i et par uger. Jeg håber ikke, at det er alvorligt, siger Arsenal-manager Arsène Wenger.

Mesut Özil skiftede fra Real Madrid til Arsenal i sommerpausen. Han har i denne sæson spillet 22 ligakampe for klubben og lavet fire mål, ligesom han har lavet ni oplæg til scoringer.

/ritzau/Reuters