Muslimer er udsat for etnisk udrensning i Den Centralafrikanske Republik, lyder den opsigtvækkende konklusion i en rapport fra Amnesty International, som har haft et researchhold i landet de seneste måneder.
Samtidig hedder det i rapporten, at internationale fredsbevarende styrker har svigtet at beskytte de muslimske grupper i den vestlige del af landet.
- Militsen anti-balaka udfører voldelige angreb i et forsøg på etnisk udrensning i Den Centralafrikanske Republik, siger Joanne Mariner, som er kriserådgiver i Amnesty International.
- Resultatet er muslimsk masseflugt af historiske dimensioner.
Rapporten fra Amnesty International er baseret på flere end 100 beretninger fra førstehåndsvidner. De fortæller om angreb mod muslimer i de nordvestlige byer Bouali, Boyali, Bossembele, Bossemptele og Baoro.
- Situationens alvor kræver akut handling, siger Joanne Mariner.
Menneskerettighedsorganisationen kritiserer det internationale samfund for at have været for langsom til at gribe ind i konflikten.
- Internationale fredsbevarende styrker har fejlet i forhold til at stoppe volden, siger kriserådgiver Donatella Rovera.
- De er i nogle tilfælde gået med på at tillade anti-balaka-militser at udfylde det magtvakuum, der opstod, da Seleka forsvandt.
Den tidligere franske koloni har i næsten et år været plaget af vold, efter at de primært muslimske Seleka-oprørere tog magten i et statskup, der i marts 2013 fjernede præsident Francois Bozize.
Seleka-oprørerne trak sig tilbage i december, da Frankrig sendte soldater ind i landet.
Mens Seleka sad ved magten, var koalitionen skyldig i massakrer, drab, voldtægter og angreb mod kristne byer.
Men Selekas tilbagetrækning betød ifølge Amnesty, at den kristne milits anti-balaka overtog kontrollen, og nu foretager etnisk udrensning.
En af de værste episoder, der er nævnt i rapporten, var et angreb i byen Bossemptele, hvor mindst 100 muslimer - deriblandt kvinder og børn - blev dræbt 18. januar.
FN har tidligere advaret om, at situationen kan udvikle sig til folkemord.
Selvom gruppen ikke længere er ved magten, udfører Seleka fortsat angreb mod kristne.
Amnestys undersøgelse i Den Centralafrikanske Republik har stået på i december, januar og februar.
/ritzau/