I maj blev der skabt 217.000 arbejdspladser uden for landbruget i USA. Arbejdsløsheden er på 6,3 procent.
Det viser den månedlige jobrapport fra det amerikanske arbejdsministerium.
Tallet er ikke overraskende for økonomiske analytikere, men bekræfter, at der er er en støt fremgang i antallet af beskæftigede.
Det bringer det samlede antal af arbejdspladser i USA over niveauet fra 2008-2009, hvor den ødelæggende globale finanskrise satte ind.
I alt var der i maj 138,36 millioner arbejdspladser.
Dermed er de 8,7 millioner arbejdspladser, der gik tabt under krisen, vundet ind igen.
- Alt i alt var der tale om en rimelig udramatisk arbejdsmarkedsrapport, som indikerer at beskæftigelsesfremgangen er ganske robust og nok ikke vil få den amerikanske centralbank til at ryste på hånden med fortsat udfasning af den meget lempelige pengepolitik på det kommende juni-rentemøde, vurderer Handelsbankens økonom Rasmus Gudum-Sessingø.
Cheføkonom i Sydbank, Jacob Graven, mener, at tallet bekræfter, at USA er kommet sig oven på den hårde vinter.
- I maj blev der skabt 217.000 nye arbejdspladser i USA. Det var betydeligt mindre end de 282.000 arbejdspladser, der blev skabt i april. Alligevel er jobtallene relativt pæne og signalerer, at det økonomiske opsving i USA er på skinner, siger han.
Mange amerikanere har under krisen haft så svært ved at finde arbejde, at de har opgivet at søge. Det er de skjulte arbejdsløse i USA, som ikke tæller med i statistikkerne.
En del økonomer tror, at de positive jobtal igen vil trække mange af dem over i de aktivt arbejdssøgendes rækker.
/ritzau/