Den tidligere dommer Manuela Carmena, som var en frontfigur i den spanske protestbevægelse Indignados, blev lørdag taget i ed som ny borgmester i Madrid.
Dermed er det slut med 24 års konservativt styre i den spanske hovedstad.
- Jeg lover, at jeg på loyal vis vil respektere de forpligtelser, der er forbundet med at være borgmester i Madrid, sagde den 71-årige Carmena.
Hendes venstreorienterede parti, Ahora Madrid, indgik en alliance med Socialistpartiet, efter det regerende konservative parti oplevede massiv tilbagegang ved sidste måneds lokalvalg.
- Vi er i Madrids borgeres tjeneste. Vi vil regere ved at lytte. Vi ønsker, at de skal kalde os ved fornavn, sagde Manuela Carmena ved sin indsættelse.
Den nye borgmester lovede i valgkampen, at hun vil gå i krig mod korruption, udbygge den offentlige transport, øge den økonomiske hjælp til fattige familier og skære borgmesterens årsløn ned til 45.000 euro (336.000 kroner) - under halvdelen af, hvad den er i dag.
Senere på dagen blev Ada Colau, der som aktivist har kæmpet imod, at spanierne blev sat på gaden under finanskrisen, indsat som borgmester i landets næststørste by, Barcelona.
Hun sikrede sig posten med to tredjedeles flertal i det nye byråd.
Begge de to nyslåede borgmestre har opbakning fra Podemos-partiet, der opstod ud af Indignados-bevægelsen.
Indignados - som betyder "rasende" på spansk - opstod i Spanien, da konsekvenserne af finanskrisen begyndte at stå klar for spanierne i form af blandt andet store offentlige besparelser, drastisk stigende arbejdsløshed og et øget antal familier, der blev sat på gaden.
/ritzau/AFP