Optagelserne til den nye sæson af Paradise Hotel er i fuld gang, og der er som altid lagt op til drama, intriger, forelskelser og vilde fester.
De nye deltagere er netop checket ind på luksushotellet, og denne gang er der fem drenge og fem piger med fra starten, der alle er klar til at give den gas på dansegulvet og i badetøj og ikke mindst kæmpe om at vinde titlen som vinderen af Paradise Hotel 2016.
Her kan du møde de nye deltagere, der skal kæmpe for at nå til finalen og vinde æren og ikke mindst pengepræmien.
Mathias, 24 år. Fra Stenlille og arbejder som vagt - første fra venstre på billedet:
- Jeg kommer udelukkende for oplevelsen. Jeg er her for at hygge mig og feste. Paradise Hotel skulle jo have de vildeste fester. Kendisstatussen, pengene og titlen interesserer mig ikke så meget. Derhjemme fester jeg ikke ret meget, så den skal bare have fuld gas her, siger han.
Tilla, 24 år. Fra København S og arbejder som frisør:
- Jeg har altid set Paradise Hotel. Mine veninder ser det ikke, og de har drillet mig med det. Jeg kommer for at få en fed oplevelse og selvfølgelig for at vinde pengene. Og så bliver det også sjovt med den opmærksomhed, der følger med, når vi kommer hjem, siger hun.
Cain, 22 år. Fra Randers og arbejder som gartner:
- Jeg underspiller min rolle helt vildt rent taktisk. De andre skal ikke se mig som en trussel, så jeg spiller lidt dummere, end jeg er. Det er mit mål at vinde det her. Jeg er helt klart ham, der har det bedste hjerte herinde, siger han.
Michelle, 18 år. Fra Silkeborg og arbejder i en bager:
- Jeg har altid haft lidt svært ved at klikke med piger. Jeg er lidt en drengepige, og jeg hænger meget ud med drengene. Der er ikke så meget fnidder og drama hele tiden. Jeg er kommet for at på en fed oplevelse, og jeg skal gå hele vejen, siger hun.
Jonas, 23 år. Fra Farum og arbejder som personlig træner:
- Jeg er ikke så god til at såre folk, men det kan man ikke komme uden om. Jeg tænker meget over, hvordan andre har det. Jeg er kommet herned for at få nogle fede oplevelser og feste og ikke mindst spille spillet, siger han.
Julie, 20 år. Fra Odense og arbejder som model:
- Jeg synes ikke, at jeg minder om nogle af de tidligere deltagere. Jeg er meget eftertænksom. Jeg 100 procent naturlig, og jeg drikker heller ikke så meget, som de andre gør. Jeg kan sagtens give den gas, selvom jeg ikke drikker mig helt vildt fuld, og det kommer folk også til at se, siger hun.
Olivia, 21 år. Fra Roskilde og arbejder som tjener:
- Jeg er meget smilende og udadvendt og altid i godt humør. Til gengæld kan jeg have et ret stort temperament. Der skal noget til, før det kommer i udbrud, men jeg vil forsøge at holde igen hernede. Hvis man vil vinde det her, er man nødt til at dolke nogen i ryggen, men det bliver svært for mig, siger hun.
Kasper, 20 år. Fra Aarhus og arbejder som telefonsælger:
- Jeg er en festlig og sjov type, men jeg kan også godt blive lidt genert. Jeg har tænkt mig at spille taktisk og samtidig have hjertet med i alt, hvad jeg gør. Det er også derfor, at jeg synes, at jeg skal vinde. Jeg er ikke kynisk, og jeg er ikke ledertypen, men vil hellere holde mig lidt i baggrunden, siger han.
Caroline, 18 år. Fra Frederikssund og arbejder i Føtex:
- Jeg synes selv, at jeg er den typiske deltager. Jeg har store bryster, lyst hår, og så er jeg pæn. Jeg elsker at møde nye mennesker og feste. Taktisk synes jeg også, at jeg kan bidrage med noget. Det er et spil, og jeg har det fint med at skulle stikke folk i ryggen. Det gør alle jo, siger hun.
Joaquin, 27 år. Fra Nørrebro og arbejder som tømrer:
- Jeg er loyal og jeg har ikke noget imod at trøste en i den modsatte gruppe. Det er vigtigt, at alle har det godt. Jeg håber, at folk vil synes, at jeg er en værdig vinder, fordi jeg spiller med hjertet. Selvfølgelig vil jeg også spille med hjernen. Det skal man, hvis man gerne vil nå til finalen, siger han.
Den 12. sæson af Paradise Hotel bliver vist på TV3 til februar.
/ritzau/FOKUS