Advarsel: Læg ikke billeder af dit boardingkort på Facebook

Ninna Andreasen

9 år siden

|

09/10/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Hvis du er en af dem, der lægger billeder af dit boardingkort på nettet for at plage dine efterårs- og arbejdsramte kolleger, så er du ikke kun irriterende.

Du kan også gøre det besværligt og farligt for dig selv. Det forklarer it-eksperten Brian Krebs på sin blog.

De todimensionelle streg- og QR-koder kan indeholde en hel del information. De kan muligvis lade fremmede søge flere oplysninger på dig. Eksempelvis hvad dine fremtidige rejseplaner er.

Det var en af Brian Krebs’ læsere, der gjorde ham opmærksom på problemet, efter han selv var begyndt at undre sig, da en ven postede et billede af et boardinpass.

- Jeg fandt en webside, som kunne afkode dataene, og med det samme havde jeg masser af info om hans tur, fortæller læseren.

Ud over hans navn og andre personlige oplysninger fik han adgang til vennens konto hos Lufthansa, som var flyselskabet, han fløj med. Han kunne ikke alene se det aktuelle fly, som boardingkortet passede til. Han kunne også se alle fremtidige fly, der var booket under hans nummer.

Med adgang til vennens konto på flyselskabets hjemmeside kunne han ændre fremtidige rejser.

Derfor opfordrer it-eksperten til, at man dels ikke tager billeder af boardingkortet og lægger det på sociale medier, og desuden destruerer det, når man er ved rejsens mål og ikke længere skal bruge det.

Følg Dagens Advarsler for flere lignende artikler: