Aalborg Zoo deler stor nyhed: Nu kan tusindvis af danskere komme gratis ind

Kamille Isaksen

4 timer siden

|

21/01/2025
Nyheder
Foto: Aalborg Zoo
Foto: Aalborg Zoo
Aftalen giver fri adgang for de 33.000 danskere.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Indtil i år har kommunens dagtilbud og skoler selv skullet booke billetter, når de skulle i zoologisk have.

Men det er slut nu.

For at gøre det lettere for kommunens dagtilbud eller skole at give børnene leg og læring i zoo, har forvaltningen Børn og Unge nemlig i år betalt billetterne forud.

Det oplyser Aalborg Zoo i en pressemeddelelse, som redaktionen har fået tilsendt.

Det betyder, at børn og voksne bare skal møde op i indgangen, og så er haven åben for kommunens børn, så længe de er der sammen med deres dagtilbud eller skole. Ingen bestilling og stor fleksibilitet.

"Vi vil gerne sørge for, at alle vores børn og unge får lige muligheder, og at pengene bliver brugt klogt. Med aftalen gør vi det nemt og håber, at lidt flere skoler og dagtilbud lidt længere væk fra zoo også benytter haven i år," siger Thomas Overgaard, som er Erhvervsplaymaker i Børn og Unge og har været med til at få aftalen i stand.

God aftale for begge parter

Fra Aalborg Zoo ser man også positivt på aftalen, da havens vision handler om naturformidling og naturbevaring.

Derfor ønsker man så mange gæster som muligt, som naturligvis skal have en god oplevelse, men også viden om vores natur med hjem.

"Det ligger som noget helt grundlæggende i en zoologisk have, at vi skal smitte gæsterne med vores fascination af dyr og natur. Her spiller børnene selvfølgelig en rigtig stor rolle, så derfor har vi store forventninger til den nye aftale. Vi er sikre på, at aftalen vil give os endnu flere besøgende i zoo og ikke mindst i vores skoletjeneste," siger formidlingsansvarlig Søren Sørensen fra Aalborg Zoo.

Skoletjenesten i Zoo er et mangeårigt samarbejde mellem Zoo og Børn og Unge, som henvender sig med stor succes til alle klassetrin i Aalborg Kommunes skoler. Her får eleverne undervisning til både hænder og hoved, når faglig viden bliver kombineret med levende dyr, sanseindtryk og effekter såsom skind og kranier. 

Mindre administration

Aftalen giver fri adgang for de 33.000 børn og unge, som er en del af kommunens institutioner og skoler. Ordningen skal evalueres, når året er omme.

"Det gode ved aftalen er, at der bliver mindre administrativt arbejde i vores dagtilbud og skoler og en stor fleksibilitet. Så kan de bruge tiden på børnene i stedet, og det er vi rigtig glade for," siger Erhvervsplaymaker Thomas Overgaard.

I 2024 besøgte mere end 14.000 børn og unge fra kommunens dagtilbud og skoler Zoologisk Have. Forventningen for i år er mere end 16.000 børn og unge.