3F: EU tillader firmaer at flytte 100 job med støtte

admin

10 år siden

|

23/05/2014

Dagens topnyheder

Fremover kan danske virksomheder angiveligt modtage millioner af støttekroner fra EU og samtidig flytte arbejdspladser til Østeuropa - så længe det højst er 100 job, skriver Fagbladet 3F.

Sagen har den seneste uge vakt harme hos en række danske EU-politikere, da 3F beskyldte den danske medicovirksomhed Coloplast for at bruge 45 millioner støttekroner fra EU til at flytte op mod 600 danske job til Ungarn og andre lande. Coloplast har afvist anklagen.

I kølvandet på debatten definerer EU-Kommissionen betingelserne for at modtage støtte.

- Vi har defineret vores egne retningslinjer. Her er 100 arbejdspladser "et betydeligt tab". Det siger vi til medlemslandene i forhandlingerne om støtte frem til 2020, siger Shirin Whealer, der er talsperson for EU's kommissær for regional udvikling, Johannes Hahn, ifølge Fagbladet 3F.

En række danske medlemmer af EU-Parlamentet og kandidater er utilfredse med "bagatelgrænsen" på 100 arbejdspladser. Socialdemokraternes spidskandidat, Jeppe Kofod, vil ikke acceptere kommissionens grænse.

- Jeg kommer fra Bornholm. Og her er der rigtig mange virksomheder, hvor 100 færre medarbejdere gør en kæmpe forskel, siger han til Fagbladet 3F.

Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU kalder grænsen "helt til grin", Morten Messerschmidt (DF) kalder det et "bizart tal", og Venstres spidskandidat, Jens Rohde, mener, at tallet må være "trukket i en automat".

Udmeldingen fra kommissionen kommer i kølvandet på, at kommissionen torsdag frikendte en række danske firmaer - herunder Carlsberg og Flügger - for at flytte job ud af Danmark.

Ifølge Fagbladet 3F har kommissionen dog åbnet for at kigge nærmere på både sagen om Coloplast og de andre firmaer, hvis der bliver fremlagt yderligere dokumentation.

/ritzau/