En 19-årig mand er blevet varetægtsfængslet til 22. september for drabsforsøget på et medlem af Hells Angels.
Det oplyser Fyns Politi.
Episoden fandt sted omkring klokken 18 lørdag aften. Her blev et medlem af rockergruppen Hells Angels ramt i benet, da der blev affyret flere skud ved en tankstation i det østlige Odense.
Grundlovsforhøret blev afholdt for lukkede døre af hensyn til den videre efterforskning.
Fyns Politi fortalte lørdag, at den sigtede har tilknytning til bandemiljøet.
Efter episoden er der blevet indført visitationszoner i Odense og Nyborg. En visitationszone er et område, hvor politiet kan undersøge personer eller køretøjer uden begrundet mistanke om, at de bærer våben.
- Der er blevet indført visitationszoner i de to byer, fordi vi frygter, at situationen eskalerer efter episoden tidligere i dag, sagde Erik Halkjær, pressetalsmand for Fyns Politi, lørdag.
/ritzau/