157.000 mand skal sørge for sikkerheden til VM

admin

10 år siden

|

24/05/2014

Dagens topnyheder

Brasilien har mobiliseret hele 157.000 soldater og politifolk, som skal sikre, at VM-slutrunden i fodbold forløber fredeligt.

Forsvarsministeriet i det sydamerikanske land siger, at alene flåden, hæren og luftvåbnet stiller 57.000 mand til rådighed under begivenheden, der finder sted fra 12. juni til 13. juli.

Militærfolkene bliver blandt andet spredt ud i de 12 brasilianske byer, hvor der skal kæmpes om at komme frem til finalen om VM-trofæet i Rio de Janeiro. Derudover skal tusindvis af politifolk sikre Brasiliens enorme landegrænser, der strækker sig over 16.800 kilometer.

Forsvarsministeriet har siden 2012 investeret omkring 322 millioner dollar (cirka 1,8 milliarder kroner) i at modernisere landets hær og forberede soldaterne til den største sportsbegivenhed nogensinde i Brasilien.

Demonstrationer og strejker har ramt Brasilien i de seneste uger, men justitsminister José Eduardo Cardozo frygter ikke, at demonstrationerne udvikler sig til at blive lige så voldsomme som under sidste års Confederations Cup.

Omkring en million demonstranter gik på gaden under Mini-VM for at protestere mod de milliarder af dollar, som Brasilien bruger på VM samt OL i 2016, samtidig med at landet kæmper med et dårlig offentligt system.

- Vores fornemmelse er, at demonstrationerne vil være mindre end dem, vi så sidste juni. Men ærligt talt så er vi forberedt på enhver situation, siger José Eduardo Cardozo.

Tre millioner brasilianere og cirka 600.000 udenlandske turister ventes at deltage i VM-slutrunden.

/ritzau/AFP