15 dræbt ved formodet al-Qaeda-angreb i Yemen

admin

10 år siden

|

24/05/2014

Dagens topnyheder

Snesevis af formodede militante al-Qaeda-medlemmer har gennemført et natligt angreb på en af Yemens vigtigste byer i den sydvestlige del af landet.

Det udløste voldsomme kampe, og mindst 15 mennesker meldes dræbt, oplyser sikkerhedskilder lørdag.

De militante angreb militærbaser og offentlige bygninger i Seiyun, den næststørste by i Hadramawt-provinsen, med bilbomber, raketstyr og maskingeværer, oplyser kilden.

Det regionale militærhovedkvarter, specialstyrkernes base og hovedpolitistationen var alle mål for angrebene, der også blev rettet mod lokale regeringsbygninger og banker.

Hadramawt, der blev udsat for angrebet, er en højborg for islamistiske hellige krigere. De har i den seneste tid rettet storstilede angreb på hæren.

Angrebet på militærinstallationerne i byen finder sted, efter at hæren har gennemført en månedlang offensiv på landjorden mod al-Qaeda i Abyan- og Shabwa-provinserne i den vestlige del af Yemen.

Sikkerhedsstyrker har som følge af offensiven været i højeste alarmberedskab af frygt for gengældelsesangreb fra al-Qaeda. Særligt i hovedstaden Sanaa er styrkerne på vagt for angreb.

/ritzau/AFP