Nogle mener endda mere, hvis man medregner hudens folder, svedkanaler og hårsække.
Den fungerer som kroppens første forsvarslinje mod omgivelserne, og mange af os har et stærkt ønske om at holde den ren.
Det ses blandt andet i USA, hvor markedet for hudpleje og skønhedsprodukter fra shampoo og sæbe til kosmetik og parfume rundede over 100 milliarder dollars i 2024.
Men hvor meget af det er faktisk nødvendigt?
Fem år med minimal vask
Ifølge CNN stillede lægen og sundhedsforfatteren James Hamblin sig selv det spørgsmål.
I fem år eksperimenterede han med at skære drastisk ned på sin personlige hygiejne, og det beskrev han i bogen “Clean: The New Science of Skin”:
"Jeg stoppede ikke helt med at bade, men jeg blev meget minimalistisk," siger Hamblin, der i dag underviser på Yale. Hans pointe: Mange hygiejneprodukter lover sundhed, men handler i virkeligheden mest om markedsføring og velvære – ikke sygdomsforebyggelse.
Sæbe fjerner mere end snavs
Sæbe har naturligvis en funktion, især til at fjerne olie og snavs, men i mange situationer gør vand og friktion det meste af arbejdet.
Og konstant brug af sæbe og varme bade kan forstyrre hudens naturlige mikrobiom altså de mikroorganismer, som lever på huden og er med til at holde den sund.
"Når vi fjerner hudens naturlige olier, forstyrrer vi balancen i det økosystem, huden udgør," forklarer Hamblin.
Fem råd til et sundere baderegime
Hvis du gerne vil have en mere naturlig og måske sundere hud, foreslår Hamblin, at du overvejer fem ting:
Hygiejne og renlighed er ikke det samme. Hygiejne handler om at forhindre sygdomssmitte – fx ved at vaske hænder efter toiletbesøg – mens renlighed også handler om at føle sig frisk og præsentabel.
Et dagligt brusebad er ikke en sundhedsnødvendighed. Det er en personlig og kulturel vane – ikke en lægelig anbefaling.
Der findes ingen universel definition på et “rigtigt” bad. Nogle nøjes med et kort skyl, andre har lange ritualer. Alt er individuelt.
Markedsføring former vores vaner. Vi bliver konstant påvirket af reklamer, som får os til at tro, vi “skal” bruge visse produkter.
De fleste sæber og shampooer er stort set ens. Vælg ud fra pris og personlig præference – ikke på grund af medicinske påstande.
Interessen for mikrobiomer vender tilbage
Under pandemien lagde folk ekstra vægt på at dræbe bakterier.
Men i dag er interessen for hudens naturlige mikrobiom igen stigende og flere produkter markedsføres nu med “gode bakterier”.
Ifølge Hamblin handler det i sidste ende om balance. Vi skal ikke nødvendigvis droppe sæbe og shampoo, men måske bruge det med omtanke og ikke af vane.