Brexit om 29 dage: Se hvad det kommer til at betyde for dig som dansker

Henrik Rothenbücher

269 uger siden

|

02/10/2019
Livsstil
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
I slutningen af denne måned står Storbritannien til at skulle forlade EU. Er du klar over, hvad det kan komme til at betyde for dig som dansker? Hvis ikke, så se med her, hvor vi også giver en lynhurtig guide over, hvad Brexit er.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det er rigtig svært for briterne at finde ud af, hvad der er op og ned i hele ‘Brexit-sagen’. og derfor er det naturligvis også svært for os danskere at finde hoved og hale i det hele.

Herunder vil Dagens.dk dog bringe et større men også mere overskueligt overblik over, hvad Brexit er, og hvad det kommer til at betyde for danskere.

For selvom Brexit handler om, at Storbritannien skal forlade EU, så får det også betydning for de lande, der er med i den Europæiske Union.

Hvad betyder Brexit?

Hvis vi hurtigt skal tage det fra starten, så er ordet ‘Brexit’ en sammensætning af Britannien og Exit. Oversat betyder det Storbritannien ud, og det er lige præcis det, de skal. Altså ud af EU.

Det stemte briterne nemlig om tilbage i juni 2016, hvor 51.9 % stemte for, at Storbritannien skulle forlade EU. 

Hvem skal forlade EU?

Det er Storbritannien, der har foretaget afstemningen omkring Brexit, og dermed er det også Storbritannien, der forlader EU. Storbritannien består af landene, England, Nordirland, Skotland og Wales.

I Skotland stemte 62 % dog imod at forlade EU, og derfor er der fortsat snak om, hvorvidt der skal afholdes en afstemning om, at Skotland ikke længere skal være en del af Storbritannien, og dermed forblive i EU.

Dette er dog ikke afgjort endnu, og dermed ser det fortsat ud til, at England, Nordirland, Skotland og Wales forlader EU.

Hvornår sker Brexit?

Det er nu mere end tre år siden, at afstemningen om at Storbritannien skulle forlade EU blev afholdt. Storbritannien er dog fortsat en del af EU, selvom de flere gange har været på vej ud.

I november 2018 blev Storbritannien og EU enige i en aftale, men medlemmerne af parlamentet afviste aftalen tre gange, og dermed blev det ikke til noget.

Den næste dato lød på 29. marts 2019, men det skete heller ikke, og nu peger det hele mod, at Brexit-datoen bliver den 31. oktober 2019. De fleste eksperter mener, at denne dato er stensikker, de ved dog bare ikke, om det bliver med eller uden en aftale.

Foto: Shutterstock.com

Deal eller No deal Brexit?

Den lange ventetid på Brexit skyldes, at politikerne ikke kan blive enige i, om det skal være en Deal eller No deal Brexit. Det betyder kort fortalt, at de ikke kan finde ud af, om der skal laves en aftale med EU på forhånd, hvad aftalen skal indebære, eller om de helt skal undlade at lave en aftale.

Hvis Storbritannien forlader EU med en aftale, så vil det højst sandsynligt betyde, at det vil blive meget lettere for både private samt virksomheder at besøge, forhandle og samarbejde med Storbritannien.

Hvis de forlader EU uden en aftale, så vil det besværliggøre en del for de privatpersoner samt virksomheder fra EU-lande, der gerne vil have noget at gøre med Storbritannien.

Foto: Shutterstock.com

Det kan det betyde for danskere

Når Storbritannien forlader EU, kan det komme til at betyde en hel del for danskere. Det helt store afhænger dog af, hvorvidt Storbritannien gør det med en aftale på hånden eller ej.

Hvis det bliver et såkaldt ‘hårdt’ Brexit, så kommer det til at få en hel del konsekvenser. Herunder kan du se, hvordan du vil blive ramt ved et hårdt Brexit.

Foto: Shutterstock.com

Told og moms og importgebyr

Rigtig mange danskere køber ting fra Storbritannien da det ofte er billigere, og udvalgte er stort. Amazon er blandt de helt store ‘syndere’ og det kan komme til at koste danskerne dyrt i fremtiden.

Med et hårdt Brexit vil der nemlig komme told, moms og importgebyr på varer fra Storbritannien, og så kan det ikke længere betale sig. Det betyder med andre ord, at du skal begynde at lede efter ting, der koster under 80 kroner, ellers oplever du samme problemer, som hvis du køber ting fra USA eller Asien.

Foto: Shutterstock.com

Fly til og fra England

Umiddelbart skulle flytrafikken ikke blive ændret det store. EU-parlamentet har nemlig vedtaget nogle regler der gør, at britiske luftfartsselskaber må flyve i EU, så længe briterne tillader flyselskaberne i EU at flyve i Storbritannien.

Det er dog ikke garanteret endnu, og hvis fly bliver aflyst på grund af et hårdt Brexti, så kan du stå med håret i postkassen. Ryanair der flyver fra både Aarhus, Billund og København til England, har nemlig indført en klausul i deres købsbetingelser, så folk ikke få refunderet deres penge, hvis flyene aflyses på grund af Brexit.

Foto: Shutterstock.com

Dyrt at bruge telefonen

Det er kun ganske få år siden, at en fælles aftale i EU gjorde, at man som borger i EU kunne benytte sin telefon i et andet EU-land, uden at det ville koste ekstra.

Hvis Storbritannien forlader EU med et hårdt brexit, så vil det højst sandsynligt betyde, at reglerne ikke længere gælder i Storbritannien. Dermed koster det dig mange penge, hvis du ringer, går på Facebook eller laver noget helt tredje med din telefon, hvis du besøger England, Nordirland, Skotland eller Wales.

Derudover betyder et hårdt Brexit at...

Ovenstående er de ting, der vil påvirke flest danskere, men flere danskere kan blive ramt af et hårdt brexit. Eksempelvis vil man skulle ansøge om tilladelse til at opholde sig i Storbritannien i længere tid af gangen, hvis man gerne vil flytte dertil.

Ønsker man at studere i Storbritannien, vil man typisk skulle betale en pæn sum penge for det, hvilket ellers ikke har været nødvendigt i den nuværende aftale mellem EU-landene.

Grænsekontrollen i Storbritannien kan blive strengere, hvilket betyder, at det ikke vil gå lige så hurtigt og smertefrit gennem paskontrollen i lufthavnen.

Sidst kan et hårdt Brexit også have store konsekvenser for de virksomheder, der samarbejder og handler med virksomheder i Storbritannien. Omkostningerne kan nemlig stige væsentligt, og så kan det for mange virksomheder give mere mening at finde andre partnere i EU.