Hans forældre mente ikke, at det var en aktivitet for drenge, men han gav ikke op og i dag er han en af Danmarks mest kendte dansere.
Det skriver Se og Hør.
Fra VHS-optagelser til danseskole
Som barn i Nørresundby elskede Morten Kjeldgaard at danse.
Han optog Spice Girls' Wannabe på VHS hver morgen, så han efter skole kunne danse med.
Men da han bad sine forældre om lov til at starte på en danseskole, var svaret nej.
I hans hjemby var det mere almindeligt for drenge at gå til fodbold eller springgymnastik.
Men Morten gav ikke op. Efter vedholdende plageri fik han til sidst lov til at begynde på den lokale danseskole og her blev det hurtigt tydeligt, at han havde talent:
"Det gik rigtig godt. Jeg elskede det bare. Og med det samme fandt jeg ud af, at jeg var rigtig dygtig til det," fortæller Morten Kjeldgaard i DR-podcasten 10-20-30.
Mobning og succes på dansegulvet
Ejeren af danseskolen så hurtigt Mortens talent og tilmeldte ham flere dansehold.
Han kastede sig over alt fra ballet til hip-hop, standard- og latindans.
Men begejstringen blev ikke delt af alle.
I skolen førte hans interesse for dans til årelang mobning.
Som 20-årig flyttede han til København, hvor han fik en helt anden oplevelse.
På homodiskoteket Pan blev han mødt med åbenhed og anerkendelse for sine dansetalenter:
"Hofterne har været smurt, siden jeg var 10 år gammel, så jeg havde lige nogle moves, jeg skulle vise der," siger han med et grin i podcasten.
I hovedstaden fik han hurtigt succes, først hos Wallmans, derefter i musicals på Det Ny Teater, og sidenhen blev han en fast del af Vild med dans.
Hans forældre blev stolte af hans karriere især hans far, som under sin kræftsygdom ofte præsenterede sin søn stolt for sygeplejerskerne.