En trist nyhed har ramt musikbranchen samt fans verden over
Patti Scialfa, mangeårig medlem af Bruce Springsteens legendariske E Street Band og hustru til rockikonet, afslørede i en ny dokumentar, at hun i flere år har kæmpet med knoglemarvskræft.
Nyheden kom frem ved premieren på dokumentarfilmen Road Diary: Bruce Springsteen and the E Street Band, som blev vist på filmfestivalen i Toronto.
Ifølge flere medier, herunder Variety, blev Patti diagnosticeret med kræft allerede tilbage i 2018. Hendes sygdom har haft en stor indflydelse på hendes liv og karriere, og det har tvunget hende til at træffe svære valg om sine optrædener med E Street Band.
"Det har været en udfordring for mig at turnere. Jeg skal være forsigtig med, hvad jeg vælger at gøre, og hvor jeg vælger at tage hen," siger hun i dokumentaren og forklarer, at sygdommen har påvirket hendes immunsystem.
Selvom Bruce Springsteen og flere medlemmer af E Street Band var til stede ved premieren, deltog Patti ikke selv.
I dokumentaren går hun i dybden med, hvordan hun nu må vælge sine optrædener med omhu, og at det nye kapitel i hendes liv indebærer færre koncerter end tidligere.
"En gang imellem kan jeg tage til et koncert eller to og synge et par sange fra scenen, og det har været en fornøjelse. Det er den nye situation for mig lige nu, og det har jeg det o.k. med," fortæller hun.
Patti Scialfa har været en del af E Street Band siden 1984 og blev sammen med de andre medlemmer optaget i Rock and Roll Hall of Fame.