Jes Dorph-Petersen taber sag i landsretten: Det skal der ske nu

Nicolai H

3 timer siden

|

17/03/2025
Kendte
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Der er faldet dom mandag, der ikke ender som den skandaleramte tv-vært havde håbet på.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Østre Landsret har afgjort, at advokat Yvonne Frederiksen ikke skal betale erstatning til tidligere tv-vært Jes Dorph-Petersen.

Dommen faldt mandag, og den tidligere nyhedsvært har efterfølgende reageret kortfattet på sociale medier.

"Jeg har ikke yderligere kommentarer. Heller ikke til pressen," skriver Jes Dorph-Petersen på Facebook og tilføjer, at han nu sammen med sin advokat vil gennemgå dommens 97 sider, før de beslutter det videre forløb.

Jes Dorph-Petersen havde rejst et erstatningskrav på knap to millioner kroner mod Frederiksen i kølvandet på den MeToo-undersøgelse, hun gennemførte for TV 2 i 2020.

Undersøgelsen førte til, at han blev afskediget fra sin stilling på "Go' aften Live", som produceres af Nordisk Film for TV 2.

Erstatningssagen blev indledt, fordi Dorph mente, at advokatens undersøgelse ikke levede op til god advokatskik, og at grundlaget for hans fyring var mangelfuldt.

Undersøgelsen kom som en del af en bredere granskning af arbejdspladskultur og påstande om sexisme i mediebranchen, hvor to tidligere praktikanter havde fremført anklager mod ham om krænkende adfærd i henholdsvis 2001 og 2003. Begge kvinder medvirkede senere i dokumentaren "MeToo: Sexisme bag skærmen" fra efteråret 2021.

Mens Østre Landsret nu har frikendt Yvonne Frederiksen for erstatningskravet, har hun tidligere modtaget en bøde fra Advokatnævnet for brud på god advokatskik i forbindelse med undersøgelsen. Denne afgørelse er blevet stadfæstet af landsretten, men Frederiksen har anket den til Højesteret.

Jes Dorph-Petersens erstatningssag blev behandlet direkte i landsretten, da den blev vurderet at have principiel betydning. Dermed kan sagen ankes videre til Højesteret uden særlige tilladelser. Om det bliver tilfældet, vil afhænge af den vurdering, som Dorph og hans advokat nu skal foretage.

Du kan læse Jes Dorph-Petersens udtalelse her: