Dramaet omkring Janni Rees bog "Evig Diva" har nået sit foreløbige klimaks, og konklusionen er ikke i hendes favør.
Retten i Hillerød har netop afgjort, at bogen skal trækkes tilbage fra detailhandlen, og at de allerede solgte eksemplarer skal fjernes fra hylderne.
Det skriver Se og Hør.
Afgørelsen kommer efter, at eksmanden, rigmanden Karsten Ree, lagde sag an for at få stoppet udgivelsen. Han mente, at bogen brød en fortrolighedserklæring, som Janni Ree underskrev i august 2023 – og retten gav ham altså medhold.
Troede på sejr
For blot et døgn siden var Janni Ree overbevist om, at sagen ville falde ud til hendes fordel. På sin fødselsdag og boglancering slog hun fast, at hun ikke troede på et fogedforbud.
"Mine forventninger er, at der ikke bliver nedlagt fogedforbud, fordi så tænker jeg, at de havde gjort det. Det ville være mærkeligt, hvis man venter en uge," sagde hun til SE og HØR aftenen før afgørelsen.
Også forlaget Buster Nordic havde regnet med en sejr i retten. De var så sikre, at de allerede havde bestilt et nyt oplag af bøger, da det første hurtigt blev udsolgt.
Forlaget: "Vi kendte ikke til aftalen"
Forlaget har dog ikke tænkt sig at lade sagen ligge. De har tidligere udtalt, at de vil anke afgørelsen til landsretten, hvis de tabte.
Samtidig afviser de, at de var bekendt med Janni Rees fortrolighedsaftale med Karsten Ree, før processen med bogen var godt i gang.
"Vi blev bedt om at håndhæve fortrolighedserklæringen, det vil vi gerne, men vi var nødt til at se erklæringen," siger forlaget Buster Nordic.
Om bogen nogensinde kommer til at se dagens lys igen, kan man kun gisne om. Men indtil videre står den 1-0 til Karsten.